Her er de fem mest læste Business-historier

2021 bød på en helt ny tilføjelse til Effektivt Landbrug-familien. Det var i foråret i år, at det første Business-tillæg udkom. Et tillæg, der siden er fuldt med Effektivt Landbrugs’ hovedavis hver fredag. Og vi har samlet de fem mest populære artikler fra det segment i artiklen her.

Hvad har dyr gødning, to storbypiger i et mikromølleri på Fyn og en frustreret svinetransportør til fælles? Sammenhængen er ikke specielt oplagt og kan kun findes, hvis man er fast læser på Effektivt Landbrugs Business-segment, der henvender sig til den samlede fødevareklynge.

Effektivt Landbrug Business kom til verden i foråret i 2021 og har siden været en fast del af hovedavisen, som et gratis tillæg, der udkommer om fredagen. Og nu hvor året er ved at gå hæld, er det på tide at offentliggøre, hvilke artikler fra Business der blev læst flest gange. Vi starter fra bunden og bevæger os opad.

5. Svingende priser halverer overskud hos griseproducent

Den femte mest læste Business-artikel zoomer direkte ind på de nuværende problematikker i den danske griseproduktion. Den nordvestjyske bedrift Nørkjær Landbrug kan ganske vist fremvise et pænt overskud på 5,62 millioner kroner. Men overskuddet er faktisk en halvering af resultatet i forhold til året før. Og årsagen skal, ifølge den daglige leder, findes i de stigende foder- og energipriser samt den faldende svinenotering. Noget, der på sigt kan tvinge gården til at droppe sine grise.

4. Transportør taber sit overskud: - Markedet bliver groft udnyttet

Den fjerde mest læste Business-artikel bevæger sig ligeledes inden for grisefeltet. Den danske svinehandler- og transportør NV-Randers har i sit seneste regnskab næsten tabt hele overskuddet. Coronapandemien har i perioder lukket flere store slagterier. Samtidig har afrikansk svinepest, der hærger flere steder i blandt andet Polen og Tyskland, betydet færre muligheder for at afhænde grisene. Og nu bliver NV-Randers tvunget til at tage imod lavere betaling for at komme af med sine svin.

3. Farvel til storbyen: Flyttede ind hos landmand for at starte mikromølleri

Business’ top-5 liste indeholder heldigvis ikke kun historier om billige svin og høje foderpriser. På tredjepladsen finder vi et af ’30 under 30’-portrætterne, som er en fast del af Business-tillægget hver anden uge. De to københavnske veninder Emilie Hansted Berning på 26 og Ingeborg Jespersen Pauls 25 har revet sig selv op med roden og er flyttet ind hos landmanden Bjarne Schaldemose på hans gård på Nordfyn for at starte et mikromølleri, der bygger på regenerative principper. 

2. Grovvarechef om gødningspriser: - Jeg har aldrig oplevet noget lignende

De danske grovvareselskaber kæmper for at holde sig forsynet med handelsgødning i et kaotisk marked, hvor der blandt andet produceres mindre mængder i Europa, og hvor Kina har lukket for sin eksport. Det beretter Danish Agro og Dangødning om i den tredje mest læste artikel i Business. En perfekt storm, der desværre betyder stigende priser for de landmænd, der køber handelsgødning. Og den fremtidige situation er endnu uvis.

1. Tager kampen op mod tech-giganterne: 24-årig kan levere autostyring til det halve

På en klar førsteplads over de mest læste Business-artikler finder vi den blot 24-årige Jeppe Frølund, der har sat sig selv på en større mission ved at tage kampen op imod de tech-giganter, der leverer autostyringsløsninger til landbruget. Jeppe Frølund kan levere den samme kvalitet, men til en klart lavere pris, mener han. Og derfor har han nu allieret sig med en kinesisk producent, hvis teknologi han sælger videre i Danmark. 

 

Læs også