En rapport fra konsulenthuset McKinsey viser, at onlinehandel i landbruget har stort udviklingspotentiale og kan have en milliardværdi på 74 milliarder kroner. Og landmænd handler i stigende grad mere online. Online er dét overblik, prissammenligning og kvalitetssikring, der leder dem.
Ny elektronik, tøj, ja sågar dagligvarer.
Der er ikke dét, man efterhånden ikke kan købe online, uden man behøver at forlade husstanden.
Den udvikling har man også set inden for landbruget, og den er sket hurtigt over de seneste år. Her har konsulenthuset McKinsey tilbage i august fremlagt en rapport om stigningen fra 2019 til 2020.
- Europæiske landmænd købte ikke meget online i 2019, men de viser på alle andre parametre, at de er villige til at adoptere ny teknologi og arbejdsmetoder, hvis det gavner forretningen, lyder det i rapporten fra McKinsey kaldet »Unlocking the online retail opportunity with european farmers«.
I 2019 var der ifølge rapporten kun 13 procent af de europæiske landmænd i gennemsnit, der havde foretaget et online køb, hvor manglende overblik over produkter og priser var det bærende argument.
Markedsplads udfylder tomrum
Netop argumenterne som manglende produktoverblik- og pris er hele eksistensgrundlaget for landbrugets onlinemarkedsplads Maykers, der samler over 500.000 landbrugsartikler fra landbrugsvirksomheder i markedet.
Hjemmesiden, der samler producenter, sælgere og købere i én »one-stop-shop«, har igennem det seneste halvandet år været med i denne rivende udvikling og har ifølge landechefen for Maykers i Danmark, Jesper Knudsen, været med til at opfylde de ønsker, som mange landmænd har efterspurgt.
- Det handler om, at danske landmænd ønsker nem information online, og det er med til at skabe tilliden til at finde et sted, hvor man kan gennemskue tingene - og her har Maykers sin berettigelse, fortæller landechefen til Effektivt Landbrug.
Han påpeger, at det er den samme tendens, man ser andre steder i samfundet. Man bevæger sig mere ind på markedspladserne – eksempelvis kan man lige så godt købe sine sko på en markedsplads som Zalando, som på producentens egen hjemmeside. På markedspladsen får man som forbruger blot adgang til en langt større vifte af produkter og tilbud.
- Vi er ved at vende agribranchen til at gå herind, kigge og lægge de daglige ordrer på de ting, man alligevel bruger som landmand i hverdagen. For så skal de ikke anvende et hav af forskellige sider eller ringe til flere sælgere, når man kan samle det hele under en paraply, tilføjer han.
Et marked i milliardklassen
McKinsey-rapporten har spået, at europæisk digital landbrugshandel har potentiale til at blive et marked på 10 milliarder euro svarende til 74 milliarder kroner i 2025.
Netop dét potentiale forsøger Maykers at se ind i. Og netop fordi danske landmænd er langt fremme og omstillingsparate, var Danmark et oplagt marked at starte op i, i 2020.
- Landbrugserhvervet er i dag blevet en utrolig kompleks forretning, hvor ejere som driftsledere skal være 100 steder på én gang. Derfor dur det ikke, at de skal tage 10 opkald, tre kaffemøder og fem fakturaer for at købe ind til produktionen. Vi skal bidrage med en lettere hverdag for vores kunder ved at tilbyde dem adgang til inspiration og rådgivning døgnet rundt, effektivisere deres produktion med de bedste produkter og gøre prissætningen gennemsigtig. Vi er i rivende udvikling, og den er kun lige startet, siger landechefen i Danmark.
Landbrugets største digitale markedsplads har stadig vokseværk
En fremtidssikring
En af de sælgere, der har oplevet succes på landbrugsmarkedspladsen Maykers, er Grønning Smede- og Maskinforretning i Roslev.
Her fik man det første salg på hjemmesiden i oktober 2020, og det har ifølge medindehaver Claus Bertram Marcussen skabt et helt nyt kundegrundlag.
- På Maykers har vi nået nogle kunder, vi aldrig ville have nået før. Nogle kunder, der stadig er landmænd, men som ikke nødvendigvis var kommet ned til os fysisk. Det er en anden kundekreds end den normale, fortæller han.
Claus Bertram Marcussen slår også på, at markedspladsen er et ekstra ben at stå på i hverdagen og for forretningen. Det er en anden måde at gøre forretning på, og med til at fremtidssikre maskinforretningen ved Limfjorden.
- Det er en kombination af den fysiske og digitale hverdag. Vi skal sælge til en bredere kundekreds og kan ikke blive siddende på vores hænder. Man siger, at man skal sigte efter en årlig kundeudvikling på cirka syv procent, og det ser vi som en mulighed gennem Maykers, siger Claus Bertram Marcussen.
- Vi er nødt til at udvikle vores forretning og være i bevægelse konstant. Om det er rigtigt eller forkert, det finder vi først ud af, når vi har prøvet det, fortsætter han.
Maskinforretningen har overordnet set kun haft positive oplevelser ved at udfordre status quo og komme med på den digitale bølge.