Søndag den 15. september kan danskerne komme helt tæt på kalve, grise og høns, komme med op i de store landbrugsmaskiner eller høre om, hvordan man producerer kirsebærvin, mejeriprodukter, grøntsager eller biogas. Det sker når i alt 58 landbrug og virksomheder åbner portene for nysgerrige gæster til Åbent Landbrug.
Værterne kan selv vælge, om de vil holde åbent hus, eller om de holder rundvisninger i mindre hold, oplyser Danish Crown. Selskabet bakker de i alt 30 Danish Crown-værter op med blandt andet gaver, forplejning til medhjælpere og aktiviteter for børnene.
- Dialog med omverdenen er helt afgørende for både Danish Crown og for dansk landbrug. Derfor er det meget vigtigt, at andelsejere stiller op, viser gården frem og inviterer til dialog ved Åbent Landbrug, og derfor gør vi også en indsats for at bakke op om de andelsejere, som inviterer danskerne ind, siger kommunikationsdirektør i Danish Crown, Theis Brøgger.
Det ventes, at omkring 80.000 danskere vil gæste gårdene, der vil holde åbent fra klokken 10 til 16.
Gratis billetter kan kookes på aabentlandbrug.dk.
Åbent Landbrug er skabt med støtte fra Landbrugslotteriet, Mælkeafgiftsfonden og Svineafgiftsfonden.