Lars Fugl stiftede i 1924 Fugl I/S på Vestlolland, som de to oldebørn, Thomas Fugl og Charlotte Frandsen, i dag driver, der i dag handler med grise.
Omkring 10 kilometer fra Nakskov grundlagde Lars Fugl tilbage i 1924 den virksomhed, som to af hans oldebørn, Thomas Fugl og Charlotte Frandsen, her 100 år senere ejer og driver i fællesskab i interessentskabet Fugl I/S, der handler med grise.
Cirka 1,8 millioner grise sender firmaet hvert år ud af landet, og langt de fleste ryger gennem »terminalen« på Halsted Byvej, hvor virksomheden råder over moderne faciliteter til både dyr og mennesker.
- Vi køber 30 kg-grise af landmænd i hele Danmark og sælger dem videre til eksport. 90 procent køres til Polen, mens resten køres til lande som blandt andet Tyskland, Belgien, Serbien, Bosnien, Spanien og Italien, fortæller Thomas Fugl, der står for køb og salg, mens storesøsteren varetager posten som bogholder i de lyse og venlige kontorlokaler.
Passende niveau
Et sted mellem 26.000 og 28.000 grise sendes hver uge fra basen på Lolland videre til primært Polen, mens yderligere 7.000-8.000 grise fra jyske og fynske landmænd køres gennem staldanlægget i Padborg.
Gennem de seneste syv-otte år har firmaet fordoblet antallet af eksportgrise, og Thomas Fugl betegner de 1,8 millioner grise, der i dag eksporteres, som et passende niveau.
- Vi vil selvfølgelig gerne have nye kunder, og det får vi også løbende, men omvendt er der også nogle, der stopper, så vi mister på den måde også kunder, forklarer Thomas Fugl, der er fjerde generation i familievirksomheden.
Tican overtager svinetransporter
Udover eksport af smågrise køber firmaet også slagtesvin, søer og orner, som sælges til to privatejede slagterier i Danmark. Slagtesvinene går til Glumsø Slagtehus mellem Næstved og Ringsted, mens søerne og ornerne sælges til Sevel Slagteri mellem Skive og Holstebro.
Prisen flytter grisen
Der er ikke rigtig økonomi i at beholde smågrisene i Danmark. Der produceres »for mange« grise, og noteringen på slagtesvin er dalende.
- Der er bedre økonomi i at sælge grisene til eksport, og det gør vi så. Prisen flytter grisen. Det er meget enkelt, påpeger Thomas Fugl.
Til gengæld er der meget andet, der ikke er så enkelt. Skærpede regler om »dit og dat« medfører meget bøvl og besvær – og store udgifter.
- Det største problem er vores politikere. Mange af dem er uvidende om tingene, men de er alligevel med til at vedtage regler. Det er et følsomt erhverv at handle og transportere grise, og de uvidende politikere høster stemmer ved at kritisere vores erhverv, lyder det kontant fra Thomas Fugl.
- Det er et følsomt erhverv at handle og transportere grise, og de uvidende politikere høster stemmer ved at kritisere vores erhverv.
Thomas Fugl
Fugl-historien gennem 100 år
- 1924: Firmaet blev grundlagt af Thomas Fugls oldefar, Lars Fugl.
- 1950: Lars Fugls søn, Knud Fugl (Thomas Fugls farfar), kom med i firmaet.
- 1978: Knud Fugls søn, Lars Fugl (Thomas Fugls far) kom med i firmaet, hvor der hovedsagelig blev handlet med kreaturer.
- 1995: De første slagtesøer blev eksporteret til Tyskland.
- 2007: De første smågrise blev eksporteret til Tyskland og Polen.
- 2011: Thomas Fugl kom med i firmaet.
- 2012: Der blev udvidet med to ekstra eksportstalde til smågrise, kontorbygning, vaskehaller, værksted og garager.
- 2022: To nye stalde og tre vaskehaller blev taget i brug.
- 2024: Firmaet fejrer 100-års jubilæum med åbent hus lørdag den 7. september.
Kun en lille brøkdel
Han finder det helt naturligt og vigtigt, der er regler og kontrol, men der skal også bare være en mening med galskaben.
- Vi har hver måned udgifter på 230.000 kroner på den faste dyrlægekontrol. Det er mange penge at bruge, fordi en dyrlæge skal stå og tjekke alle grisene, fastslår Thomas Fugl og fortsætter:
- Vi er da kun selv interesseret i, at de dyr, vi sælger, har det godt. Derfor sorterer vi også selv grise fra, hvis vi opdager noget, der ikke er, som det skal være. Det er da også kun en lille brøkdel, dyrlægen tager fra – således var det blot én gris ud af cirka 7.000 30 kg-grise den dag, avisen var på besøg.
- Der er i princippet ingen forskel på, om du handler med lysestager eller grise. Kvaliteten skal være i top, ellers vil kunderne jo ikke komme igen og købe en anden gang, uddyber Thomas Fugl.
Nordjysk producent med 100.000 smågrise holder sig til dansk marked og misser potentielle millioner
Tre slagtere og en landmand
Man kan sige, det lå i kortene, at Thomas Fugl en dag skulle stå i spidsen for familievirksomheden. Modsat sin far, farfar og oldefar er 41-årige Thomas Fugl dog ikke uddannet slagter. Han er nemlig uddannet landmand fra Lyngby Landbrugsskole ved Roskilde (nu Landbrugsskolen Sjælland).
Gennem over 20 år har Thomas Fugl arbejdet i firmaet, som han blev medejer af i 2011, hvor ejerskabet blev delt ligeligt mellem ham og hans far, Lars Fugl, der døde i 2020. Nu deler han så ejerskabet med sin fire år ældre søster, Charlotte Frandsen. Thomas Fugl ejer 75 procent, og Charlotte Frandsen 25 procent.
Besværlig opgave
Transporten af grisene er heller ikke lige efter bogen. Faktisk skal det foregå lige efter bogen. Der skal nemlig laves ruteplaner, kaldet logbøger, der skal sendes til godkendelse hos Fødevarestyrelsen flere hverdage inden den planlagte afgang.
Der skal noteres en række oplysninger om den enkelte transport, og især i sommermånederne kan det være en besværlig opgave.
- Det er da helt grotesk. Grisene kom ud på en længere tur end nødvendigt og tilmed gennem en by med en del stop undervejs.
Thomas Fugl
- Vi må ikke køre med grise, hvis temperaturen overstiger 30 grader, og det er uanset, om det kun er på en strækning over en halv kilometer, så i varme perioder må vi konstant følge udviklingen i vejret.
Grise på omvej
- Det er klart, vi ikke skal køre, hvis det er ulidelig varmt, men jeg kunne godt tænke mig, at reglerne ikke var så firkantede, pointerer Thomas Fugl, der tydeligt mindes, hvordan reglerne på et tidspunkt påvirkede en grisetransport, der måtte ændre ruten på vej hjem til Lolland.
- Vi havde to biler med grise, der skulle fra Sjælland til Lolland. De kørte selvfølgelig på motorvejen, men da temperaturen ved Guldborgsundtunnellen lige akkurat kom over 30 grader, måtte de to biler køre fra motorvejen og gennem Nykøbing Falster, hvor temperaturen var en lille smule lavere.
- Det er da helt grotesk. Grisene kom ud på en længere tur end nødvendigt og tilmed gennem en by med en del stop undervejs. Det havde da været langt bedre for grisene og for miljøet, hvis vores biler dog bare kunne være blevet på motorvejen, fastslår Thomas Fugl.
Det er i år 100 år siden, at Lars Fugl grundlagde firmaet, og i anledningen af 100-års jubilæet holdes der lørdag den 7. september fra klokken 11 til 17 åbent hus i lokalerne på Halsted Byvej 6 nordøst for Nakskov.