Efter 25 år er den kendte danske måltidskassevirksomhed Aarstiderne nu solgt til Dagrofa.
Købet af Aarstiderne er et vigtigt element i detailkoncernens ambition om at være de bedste i Danmark på lokale varer, økologi og højkvalitetsråvarer – specielt på frugt og grønt.
Søren Ejlersen, en af grundlæggerne af Aarstiderne, fortæller på vegne af de nuværende ejere, at man er stolt over de seneste 25 år, men at tiden er inde til det naturlige næste skridt.
- Vi søgte den bedste samarbejdspartner i fødevarebranchen for os, og det er uden tvivl Dagrofa. Her har vi fundet nogen, som deler vores vision, tilgang til økologi, kvalitetsfødevarer og vil samarbejdet, siger han i en pressemeddelelse.
Adm. direktør i Aarstiderne, Heidi Boye, glæder sig over det kommende samarbejde, der starter ved årsskiftet. Hun er overbevist om, at der stadig er potentiale i at fortsætte med at udvikle og levere grønne kvalitetsråvarer og gode måltidsløsninger, og at Dagrofa er en del af løsningen.
Købet er betinget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse, herefter vil Dagrofa og Aarstiderne i fællesskab sætte de strategiske ambitioner for fremtiden.
Dagrofa forbedrede i 2023 sine resultater og nåede henholdsvis 19,4 milliarder kroner i omsætning og 89 millioner kroner i overskud.
Fødevareminister etablerer ny madspildsklub med velkendt ambassadør