Nordic Harvest, den store, danske vertikale landbrugsvirksomhed, står på nuværende tidspunkt i en investeringsrunde, hvor man søger 70-100 millioner euro (522 millioner til 745,7 millioner). En investering, der skal sikre en udvidelse af produktionen til 1.000 ton om året.
Det skriver Børsen.
Når investeringen er i hus, skal konceptet bredes ud i hele Europa.
- Lige nu er der to tyske delstater, der står klar til at støtte etableringen af produktion på 4.000 ton i Tyskland. De ved godt, de skal sikre fødevareleverancerne, fordi der på et tidspunkt kommer ørken i Spanien og Italien, forklarer adm. direktør i Nordic Harvest Anders Riemann til mediet.
Vertikalt landbrug efterspørger 525 millioner i ny finansieringsrunde
Med en produktion på 1.000 ton om året kan virksomheden dække 5 procent af det danske forbrug af salat, kål og krydderurter. Derefter håber man at kunne dække hele det europæiske forbrug de samme produkter med 2.500 lignende produktioner.
Den adm. direktør tvivler imidlertid på, at danske investorer vil smide flere penge i Nordic Harvest grundet de fortsatte røde tal på bundlinjen.
I seneste regnskab løb underskuddet i det Taastrup-baserede selskab op i 33 millioner kroner, hvilket betød, at egenkapitalen blev negativ.