Johnni Kristensen har ejet virksomheden Portspecialisten i 42 år. Nu har han fået tre medarbejdere med i ejerkredsen.
Porte til maskinhallen, industribygninger, hestestalden eller garagen – Portspecialisten har det hele, og gennem de seneste 42 år har Johnni Kristensen været eneejer af virksomheden, som har 25 medarbejdere og sælger og monterer omkring 2.500 porte om året i hele Danmark.
Nu er Johnni trådt en my tilbage, men ikke for at gå på pension.
- Jeg har fået tre medarbejdere med i ejerkredsen, og det er jeg utrolig glad for, siger Johnni Kristensen, som ikke har planer om at stoppe.
- Men man kunne da tænke sig, at jeg ville have et par ugers ferie på et tidspunkt.
Tre nye ejere med erfaring
De tre nye medejere, er Bente Nygaard, Nørager, Mikkel Buus, Suldrup og Kristian Kristensen, Hobro.
Alle har arbejdet ved Portspecialisten i en årrække.
Bente har arbejdet som servicekonsulent med forskellige funktioner på kontoret. Mikkel og Kristian har begge arbejdet som portmontører, og Kristian er derudover også søn af Johnni og Margit Knudsen. Margit er servicekonsulent i virksomheden.
Mikkel og Kristian har begge et stort kendskab til de udfordringer, der kan være ved monteringen af porten. Og i dag udnytter de begge deres indgående produktkendskab i deres virke som salgskonsulenter ved Portspecialisten, og nu også ejere.
Portspecialisten er dansk forhandler af Hörmann-porte. Virksomheden har base i Nørager i Himmerland og også en afdeling i Århus.