Agromek byder på et stort biogasområde, hvor både udstillere og besøgende kan hente viden og dele erfaringer inden for biogas for bedst muligt at udnytte biogas som en grøn energikilde.
Danmark har en helt unik styrkeposition, når det gælder udviklingen af biogasanlæg, og det vil både danske og udenlandske gæster kunne høre mere om på Agromek 2022.
- Danmark er et foregangsland, når det gælder biogas og specielt større anlæg. Biogas er et vigtigt element i den grønne omstilling, og samtidig har biogassen fået en meget stor og aktuel rolle i den fremtidige energiforsyning især efter, at Ruslands gasleverancer er reduceret, siger Agromeks direktør Claus Hermansen.
På Agromek bliver der etableret et stort biogasområde med udstillere, der alle arbejder med biogas eller biomasse.
25 års erfaring
Lundsby Biogas er en af de udstillere, som står klar til at dele deres viden og erfaring inden for biogasbranchen og inspirere de besøgende, danske som udenlandske.
- Vi har mere end 25 års erfaring i biogasbranchen, og vi ønsker at inspirere og vise hvilke muligheder, der er forbundet med at anvende biogas som en grøn energikilde, og hvordan vi sætter yderligere skub i anvendelsen af biogas. Derfor finder vi det relevant at deltage på Agromek i biogasområdet, siger Karsten Hjorth, salgsdirektør og partner i Lundsby Biogas.
Han peger på, at biogas er den ægte, grønne ressource baseret på affald i form af restprodukter fra vores hverdag, industrien og landbruget.
- Potentialet indenfor bio-ressourcer er ikke fuldt udnyttet, men det vil vi gerne hjælpe potentielle kunder og samarbejdspartnere med at forløse via vores teknologi, ekspertise og erfaring i at levere fremtidens grønne omstilling, siger Karsten Hjorth.
En vigtig messe
En anden udstiller, der ser frem til Agromek, er Landia A/S, der udvikler og producerer komponenter som omrører og pumper til biogasanlæg.
- Vi mærker helt klart den store interesse for biogas for tiden, og jeg tror, at den vil fortsætte nogle år frem i tiden, siger salgschef Lars Erik Nørgaard, Landia.
Han understreger, at Agromek er en vigtig messe for Landia.
- Her møder vi mange landmænd fra både Danmark og de andre nordiske lande, som vil høre mere om vores løsninger, der alle er udviklet og produceret på vores virksomhed i Lem i Vestjylland, siger Lars Erik Nørgaard.
Landia leverer udstyr til biogasanlæg til mange forskellige lande og har datterselskaber i England, Tyskland, Norge og USA samt eget salgskontor i Kina.