Det er en tragedie – både for mennesker, klima og landbrug
Det er en tragedie, når Danish Crown fyrer 275 mand på slagteriet i Sæby. Men ikke kun for de medarbejdere, der mister deres gode arbejde. Det er et udtryk for, at erhvervsklimaet i Danmark er presset. Det siger Maja Torp, som er nordjyske Venstre-folketingsmedlem.
-Fyringerne på Sæby Slagteri rammer jo hårdt. Det er 275 familier, der mister deres forsørgelsesgrundlag. Og det kan man mærke i hele Sæby og opland, selv om det måske ikke går op for alle.
-Men vi har en fælles interesse i at fortælle danskerne, at forud for den tragedie det er, når man fyrer 275 medarbejdere fra en stor nordjysk arbejdsplads, så har de familier, der lever af og i dansk landbrug i disse måneder og år en alvorlig kamp for at overleve på deres bedrifter. Det får jeg dagligt meldinger om. Og det er jo en lige så stor tragedie.
-Lønmodtagerne oplever i disse måneder det største reallønsfald i 70 år. Men mange landbrug taber penge på at producere i Danmark. Det er jo en af grundene til, at der sker fyringer på slagterier og andre steder, hvor landbrugsproduktionen forædles og gøres klar til eksport.
-Men det har regeringen og venstrefløjen jo ikke ondt af. De taler løbende om at reducere landbrugsproduktionen i Danmark. Eller »omlægge« landbrugsproduktionen. Og de siger det, selv om det også påvirker klimaet negativt, hver gang fødevareproduktion flytter ud af Danmark og kommer til at finde sted et andet sted på kloden, hvor det skubber på klimaforandringerne.
-Løsningen er selvfølgelig, at vi får en klima- og erhvervspolitik, der hænger sammen. Det vil jeg kæmpe for. Både i valgkampen, hvor venstrefløjen skal have modspil – men også efter et folketingsvalg, hvor vi forhåbentlig har fået en ny blå regering, der både tager erhvervslivet, klimaet og Danmarks interesser alvorligt på samme tid, siger folketingsmedlem Maja Torp.