Tør forsommer i 2023 sendte landbrugets vandforbrug markant op

Nye tal viser højere vandindvinding og forbrug i landbruget i 2023.

Landbruget stod for en væsentlig stigning i vandforbruget i 2023, viser Danmarks Statistiks seneste vandregnskab. Med 290 millioner kubikmeter indvundet vand, 32 millioner kubikmeter mere end året før, var landbrugets andel af den samlede vandindvinding i Danmark på 30 procent. Den øgede indvinding skyldes primært lav nedbør i maj og juni måned.

Største aftager af erhvervsvand

Af de 392 millioner kubikmeter vand leveret af danske vandværker gik 45 millioner kubikmeter til landbruget, som dermed er erhvervslivets største aftager.

Når både købt og indvundet vand medregnes, stod landbruget samlet for 335 millioner kubikmeter eller 45 procent af erhvervslivets vandforbrug.

Landbrugets spildevand udgjorde 14 millioner kubikmeter i 2023, som alt sammen blev ledt til det almene spildevandssystem.

Dambrug og industri stod for en udledning på henholdsvis 257 millioner og 48 millioner kubikmeter.

Læs også