JBS planlægger investering for milliarder i Nigeria

Verdens største kødproducent vil etablere seks nye produktionsfaciliteter i Afrika.

2,5 milliarder US-dollars, Så meget vil slagterikoncernen JBS ifølge nyhedsbureauet Reuters investere i Nigeria, fremgår det af Markedsnyt for Grisekød fra Landbrug & Fødevarer.

Den brasilianske kødgigant JBS har ifølge nyhedsbureauet indgået en hensigtserklæring med Nigerias regering om at opføre seks nye kødvirksomheder i landet.

Tre af faciliteterne vil fokusere på fjerkræproduktion, to vil være dedikeret til oksekød, og én vil producere svinekød, oplyser JBS.

Projektet er en del af en femårig investeringsplan, som skal implementeres i samarbejde med de nigerianske myndigheder. Regeringen har forpligtet sig til at sikre, at nødvendige økonomiske, sanitære og lovgivningsmæssige krav opfyldes for at sikre projektets succes og levedygtighed, lyder det fra JBS ifølge Markedsnyt for Grisekød.

Læs også