Gennemsnitsalderen i det danske landbrug er 58 år, og nu vil Landbrugsstyrelsen sikre en hurtigere udbetaling af etableringsstøtten. Allerede nu har 120 unge landbrugere modtaget tilskuddet.
Efter fødevareministerens ønske har Landbrugsstyrelsen fremrykket udbetalingen, så den såkaldte etableringsstøtte hurtigere kan komme ud og arbejde for generationsskiftet, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Etableringsstøtteordningen kan tilbyde unge landbrugere og gartnere et tilskud på cirka 745.000 kroner, når de etablerer sig med en heltidsbedrift.
Det har været muligt at søge om udbetaling fra den 29. september i år, og indtil videre har 450 unge søgt om udbetaling af deres tilskud.
»Vi er i fuld gang med at behandle deres ansøgninger, og de første 120 unge landbrugere og gartnere har allerede modtaget deres tilskud«, oplyser Landbrugsstyrelsen.
Der er givet tilsagn for i alt 319 millioner kroner, og styrelsen har per dags dato udbetalt 63 millioner kroner.
- Fra Landbrugsstyrelsens side gør vi alt, hvad vi kan for at sikre de bedst mulige rammer for unge landbrugere og gartnere, der drømmer om egen bedrift. Vi ved, at en sund økonomi er helt afgørende, når man skal etablere sig som selvstændig. Ved at fremrykke udbetalingen af etableringsstøtten giver vi de unge en hjælpende hånd, siger Mette Hyldebrandt-Larsen, enhedschef i Landbrugsstyrelsen. Styrelsen forventer, at 200 unge landbrugere og gartnere har fået udbetalt deres tilskud inden årets udgang, og at de sidste vil være færdigbehandlet inden 1. marts 2024.
2024-runden
Muligheden for at søge opstår igen i 2024, hvis man kan leve op til følgende kriterier:
-
Man skal være under 41 år på ansøgningstidspunktet.
-
Man skal som minimum have den almindelige 4-årige landmandsuddannelse, den almindelige gartneriuddannelse eller en anden fagligt relevant uddannelse.
-
Som noget nyt er det muligt at få godkendt praktisk erfaring, hvis man ikke opfylder uddannelseskravet. Dette kræver en godkendt realkompetencevurdering.
-
Man skal på udbetalingstidspunktet eje mindst 25 procent af sit landbrug eller gartneri, og man skal have en registreret stemmeandel på minimum 50 procent i virksomheden.
-
Man kan også søge tilskuddet, hvis man allerede har etableret sin virksomhed. Ansøgningen skal sendes inden for de første fire år af etableringen.
Ansøgningsrunden er åben fra den 1. februar 2024 til 22. april 2024.