Forleden besøgte minister for den grønne trepart, Jeppe Bruus og EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen Nature Energys biogasanlæg ved Bogense. Og der var begejstring at spore.
For 10 år og et par dage siden var daværende fødevareminister Dan Jørgensen på Nordfyn for at deltage i rejsegildet for det biogasanlæg, han torsdag i sidste uge besøgte igen. Denne gang for at hente inspiration til, hvordan hele EU kan drage nytte af de danske biogaserfaringer. Der er nemlig brug for en stabil og skalerbar energikilde, der styrker forsyningssikkerheden og samtidig bidrager markant til at indfri EU’s klimamål.
- I Danmark har vi skruet ned for gas udefra. Det skyldes jo ikke kun, at vi gerne vil gøre os uafhængige af russisk fossil gas, men også, at vi bruger en del biogas, lød det fra Dan Jørgensen, der understregede, at der er tale om en energikilde, der også har opbakning fra landbruget.
- Biogas er et eksempel på, at vi kan gøre noget, der er godt for klima og miljø samtidig med, at der er et økonomisk incitament for landbruget.
Nature Energys biogasanlæg ved Bogense blev bygget for godt 10 år siden.Biogassen slår til, hvor strømmen kommer til kort
Så længe der er mennesker på jorden, vil der være organiske affaldsprodukter fra landbrug, fødevareindustri og husholdninger. Det udgør en vedvarende kilde til både energi og til gødning.
Biogassen slår til, hvor strømmen kommer til kort. For eksempel i industrien og den tunge transport, men også i de situationer, hvor vinden ikke blæser og solen ikke skinner. Og så sikrer den genbrug af de næringsstoffer, der ellers vil gå til spilde.
Derfor har biogassen et ben i både energiomstillingen, forsyningssikkerheden og landbruget.
Blandt andet CEO Thomas De Boer (tv) var mødt op, da Jeppe Bruus og Dan Jørgensen besøgte Nature Energy ved Bogense.Førende inden for området
Dan Jørgensen fremhævede, at der politisk er blevet brugt mange penge på at støtte biogasproduktionen gennem årene, og at Danmark som en naturlig følge af prioriteringen, er blandt de førende lande inden for området.
- Jeg er helt sikker på, at de erfaringer vi gør os i Danmark, vil give gode forretningsmuligheder- også uden for Danmark.
PressefotoErstatte naturgas med biogas
Minister for den grønne trepart, Jeppe Bruus, undlod ikke at vise sin begejstring for biogasanlægget, der – ifølge ham – altid er interessant og især i samspil med den grønne trepart, hvor der i høj grad ses på en bæredygtig udvikling af energi.
- Vi kan ikke erstatte gassen, men vi kan erstatte naturgas med biogas. Derfor er den interessant, fastslog han.