Millioner til kæledyrsforskning

13 forskningsprojekter har i 2025 fået bevilget støtte fra Agria og SKK Forskningsfond.

Hvert år øremærker Agria Dyreforsikring en del af virksomhedens indtægter til støtte til forskningsprojekter, der fremmer sundheden og trivslen hos dyr. Projekterne fokuserer på både veterinærmedicinske emner og forholdet mellem mennesker og dyr.

Med hovedfokus på hunde og katte støttes forskningsprojekter i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Tyskland. I 2025 støtter Agria Forskningsfond fem nye og otte igangværende forskningsprojekter med i alt 8,3 mio. svenske kroner.

- Antibiotikaresistens er en af de ting, der står højt på hele samfundets dagsorden, og hvis der er noget, vi har lært af coronapandemien, så er det at have respekt for risikoen for, at mennesker bliver smittet med alvorlige sygdomme fra dyr. Jeg er stolt over, at Agria kan bidrage til at skabe mere viden, der gavner både dyrs og menneskers sundhed på samme tid, siger Tine Stabell, direktør i Agria Dyreforsikring.

Hund i fokus i København

To af de fem nye forskningsprojekter udføres i Danmark:

På Københavns Universitet støttes et toårigt projekt, der skal undersøge det genetiske aftryk af hofteledsdysplasi og vægt hos hunde. Forskningsprojektet ledes af Maja Arendt, som skal udføre en dybdegående analyse af genetiske risikofaktorer forbundet med udvikling af hofteledsdysplasi hos hunde.

Det andet dansk-forankrede forskningsprojekt, som Agrias Forskningsfond støtter i 2025, gennemføres også på Københavns Universitet. Her skal et etårigt forskningsprojekt undersøge, hvordan hundeejere drager fordel af hundens mentalitetsvurderinger. Først studeres det, hvor godt hundeejeren kan forudsige hundens adfærd, og dernæst identificeres områder, hvor hundeejeren har brug for mere information.

Smerter og sårbehandling

Yderligere tre nye forskningsprojekter har fået bevilget støtte fra Agria Forskningsfond for 2025:

»Infektion og antibiotikaresistens i hornhindesår hos kæledyr i Sverige«, som har til formål at kortlægge, hvilke bakterier der forårsager smertefuld og synstruende infektiøs ulcerøs keratitis (infektion i hornhindesår) hos hunde, katte og kaniner.

»Hjernebetændelse hos hunde – årsager og sygdomsmønstre i den svenske hundepopulation«, som har til formål at udvide viden om virusinducerede sygdomme i centralnervesystemet hos hunde samt at identificere almindelige sygdomsmønstre ved hjernebetændelse hos hunde og mennesker.

»Smertebehandling af hunkatte under kejsersnit og diegivning«, som har til formål at forbedre dyrevelfærden for hunkatte under kejsersnit og diegivning ved at identificere effektive og sikre smertelindringsmetoder for moderkatten, som har ringe indvirkning på killingerne.

Læs også