Majshøst: Tidlige sorter sået tidligt er klar midt i september

Overvej placeringen i siloen, hvis markerne er sået på forskellige tidspunkter, og hold øje med majsvarmeenheder og middeldøgntemperatur.

Landskonsulent Martin Mikkelsen, Seges Innovation. Arkivfoto: Morten Ipsen

Majshøsten er i år påvirket af en langstrakt såning og vand- og strukturskader.

Udviklingen i antallet af majsvarmeenheder følger dog indtil videre godt og vel udviklingen i 2023, fortæller landskonsulent Martin Mikkelsen, Seges Innovation i det seneste KvægNyt.

- Hvis denne udvikling fortsætter, kan tidlige sorter i god vækst sået 1. maj forventes at modne midt i september – en uge senere i Nordjylland og en uge tidligere i Sydjylland og på Øerne. Hvis majsen er sået midt i maj, vil det udsætte høsten af tidlige sorter med mindst en uge og såning sidst i maj med mindst to uger, vurderer landskonsulenten.

Han forklarer, at middeltidlige sorter modner mindst en uge senere og sildigere sorter mindst to uger senere end tidlige sorter.

- Men majsmarker – eller dele af majsmarker – som er stærkt skadet af for meget vand og strukturskader, vil ikke blive reddet af varmt vejr i september, mener Martin Mikkelsen.

Høst med 30-34 procent tørstof – senest midt i oktober

Når middeldøgntemperaturen kommer under 10 grader, begynder udbyttet at falde i majs til helsæd.

- Det sker normalt i løbet af første halvdel af oktober. Er majsen sået på forskellige tidspunkter på bedriften, lægges de mest modne majs nederst og de mindst modne majs øverst i siloen, lyder rådet fra Martin Mikkelsen.

Han råder desuden til at øge snitlængden til 15-20 millimeter, hvis tørstofindholdet er under 28-29 procent, da det begrænser risikoen for saftafløb.

Anbefalet snitlængde i majs med 30 eller højere procent tørstof er ifølge Martin Mikkelsen otte millimeter.

Tidlige sorter modner hurtigere end sildigere sorter

- Vær opmærksom på, at tidlige sorter modner hurtigere end sildigere sorter – og at det kan gå hurtigt i en varm september som i 2023, lyder det fra Martin Mikkelsen.

Får vi en varm september, vurderer han, at tørstofindholdet kan stige med 0,5-0,8 procentpoint pr. døgn – mest i tidlige sorter, mens en kølig september kan få den til at stige med 0,2-0,6 procentpoint pr. døgn – mest i tidlige sorter.

- Husk også, at mindst halvdelen af bladmassen gerne må være grøn på høsttidspunktet, da det erfaringsmæssigt øger ædelysten til ensilagen, anbefaler Martin Mikkelsen.

Man kan se antallet af majsvarmeenheder i sit postdistrikt og middeldøgntemperaturen på landmand.dk.


Læs også