Moderate mykotoksin-risici for 2024-høsten: Kom eventuelle udfordringer i forkøbet

I 2024 er der relativt mange mykotoksiner til stede i foderet til både grise og køer, lyder det fra Alltech. De peger på, at man derfor med fordel kan få testet sit eget foder.

»Der er mange prøver i år med moderat eller høj mykotoksinrisiko i både Danmark og resten af Europa«. Så klar, lyder meldingen i en pressemeddelelse fra Alltech, der har samlet op på prøverne for 2024.

Alltech laver hvert år test af høst og foder for at identificere risikofaktorer forbundet med mykotoksiner, der bringes med ind fra marken.

Mykotoksiner er giftstoffer, der dannes naturligt af mug og skimmel både i marken og under lagring. Risikoen for mykotoksiner afhænger ifølge Alltech i høj grad af vejrforholdene i vækstsæsonen.

Stort tryk af mykotoksiner på tværs af landene

De danske og andre europæiske landmænds foderprøver er testet for 54 forskellige typer mykotoksiner på Alltechs laboratorie.

På baggrund af disse tests er der foretaget en risikovurdering baseret på mængder og typer af mykotoksiner, der er til stede i prøverne.

- De danske prøver viser på tværs af afgrøder og fodertyper generelt en moderat til høj risiko for mykotoksiner. Vi ser altså færre prøver i år, der har en lav risiko. Det betyder ikke, at alle nødvendigvis vil have udfordringer med deres foder – men man bør måske have det in mente, hvis man ser problemer i stalden, fortæller Per Laustsen, key account manager for Alltech i Skandinavien, og fortsætter:

- På europæisk niveau viser vores analyser, at årets vejrforhold har medført et relativt stort tryk af mykotoksiner på tværs af landene med mange prøver, der viser moderat til høj risiko. Herhjemme i Danmark ser det ud til, at vejret igen i år har givet udfordringer.

Når Alltech tester for forskellige mykotoksiner, udarbejdes der en rapport, der konkluderer det generelle risikoniveau baseret på de 54 forskellige mykotoksiner.

De peger på, at de enkelte mykotoksiner varierer i, hvor meget skade de kan gøre på bedriften, hvorfor det kræver en helhedsvurdering for at vide, hvor opmærksom man som landmand skal være.

Grovfoder hårdt ramt i årets test

I årets prøver af grovfoder (græs- og majsensilage) viser sæsonens markante mykotoksintryk sig ved mange prøver med moderat til høj risiko. Kun 10,5 procent af årets 86 prøver er lav risiko – et tal, der i årene 2021-2023 lå på lige over 30 procent.

- Stigningen ses primært i andelen af prøver med moderat risiko, mens andelen af prøver med høj risiko er faldet en smule. Stadig har en fjerdedel af prøverne høj risiko, mens 65 procent er klassificeret med moderat risiko. Derfor er det oplagt at få testet sit grovfoder, så man ved, hvad man fodrer med. Ønsker man et præcist helhedsbillede, anbefales det at få analyseret sin TMR, fortæller Per Laustsen.

Første tegn på problemer er registreret

De første tegn på problemer med kvaliteten af foderet viser sig allerede, og udfordrer mange besætninger. Derfor kan det ifølge kvægfagdyrlæge Katrine Lawaetz godt betale sig at være ekstra opmærksom på sit foder i år.

- Det våde forår og den sene høst har båret svampesporer med ind i foderet – især i majsen. Vi ser allerede nu klumper i stakkene med inficeret foder og dyr, der reagerer på det, fortæller Katrine Lawaetz, medejer af Vestjyske Dyrlæger, og fortsætter:

- Mange dyr har måske også nedsat immunforsvar på grund af smitte med Bluetongue, og hvis man så oveni købet fodrer med dårligt foder, kommer der uro i besætningerne.

Hun forklarer, at med mykotoksiner kan det være mange symptomer, og derfor er det svært at spotte alt.

- Men har man mange køer, der lægger sig med forgiftninger eller får akutte yverbetændelser, så skal man have næsen i stakken. Som landmand skal man derfor være ekstra opmærksom på hygiejne i stakken og ved udtagning. Man skal få kigget på sit foder og kassere det, der ser dårligt ud – vi har ikke råd til at fodre med dårligt foder lige nu, slår hun fast.

Foder med for høje mykotoksinniveauer kan føre til øget celletal, nedsat vomfunktion, nedsat immunfunktion, fald i mælkeydelse, aborter og generelt forringet foderoptagelse.

Også grisenes foder er ramt:

Få testet dit korn og halm til grise

I årets danske prøver har en stor andel tests været markeret med moderat risiko – særligt smågrisenes og slagtegrisenes foder er fundet i moderat til høj risiko i op til 87,5 procent af prøverne.

I halmprøverne er risikoniveauet fundet højt i knap 60 procent af prøverne – hvorfor det fra Alltechs side anbefales at prioritere at få testet sin halm og sin byg.

- I årets hvedehøst ser vi, at omkring halvdelen af årets prøver har lav risiko – men vi ser stadig grelle eksempler på prøver og derfor giver det stadig god mening at få testet sit foder, siger Per Laustsen og tilføjer:

- Det kan være, man først ser udfordringer fra mykotoksinerne senere på sæsonen – men med en test kan man på forhånd vide, om man skal være opmærksom på de symptomer, der kan opstå i stalden.

Læs også