Køerne på Helnæs får fredagsslik

Hver onsdag har Peter Mygind Hansen to skoleklasser fra Arla Fondens Madlejr på besøg i sin stald. - Det er berigende med et sådant naboskab, lyder det fra den sidste mælkeproducent på Helnæs, der på Fynsk Kvægs årsmøde fik tildelt H.B. Kochs Legat.

Siden Arla Fonden for ti år siden etablerede den første madlejr på den nedlagte skole på Helnæs, som ses i baggrunden, har Peder Mygind Hansen været besøgsvært for 6. og 7. klasseelever fra hele landet hver onsdag eftermiddag. For sin indsats blev han på Fynsk Kvægs årsmøde hædret med H.B. Kochs Legat.

- Hvad er det, dine køer får, mens de bliver malket?

- Det er fredagsslik. På den måde glæder de sig hver gang til at gå ind i malkerobotten.

Hver onsdag over middag har Peter Mygind Hansen på Søgaard midt på Helnæs to skoleklasser på besøg i sin stald med 140 jerseykøer, kvier og kalve.

- Jeg kan lige så godt tale deres sprog. De fleste har aldrig været i en kostald før, og ved i hvert fald ikke, hvad kraftfoder er for noget.

Sidder ved spisebord

Børnene kommer fra Arla Fondens Madlejr, der ligger lige op og ned ad Peter Mygind Hansens kvægbedrift. Her kommer 6., 7. og 8. klasser fra hele landet gennem hele skoleåret på en uges indholdsrigt lejrskoleophold, hvor mad og ernæring er i fokus.

- Hos mig ser de, hvor mælken og oksekødet kommer fra. Men de oplever for eksempel også slagtningen af en høne, fileteringen af friske rødspætter og i det hele taget udnyttelsen af råvarerne, inden de sammen spiser deres tilberedte retter. Og som lærerne beretter, måske for første gang i det hele taget prøve at lave mad og for den sags skyld blot at sidde ved et spisebord.

Herlige unger

For Peter Mygind Hansen er det berigende at have Arla-lejren som nærmeste nabo.

- Godt nok holder de fleste af børnene sig for næsen, når de kommer. Men hurtigt er fingrene i stedet inde i munden på jerseykalvene. De er alle nogle herlige og umiddelbare unger, der er meget spørgelystne. Hvad koster en kalv, mens andre vil høre, hvor meget en ko sover. De fleste er fra byerne, og kommer der et spørgsmål om, hvorfor jeg ikke kører John Deere, er det sikkert fra en jysk skole.

Det passer ofte med, at gårdens inseminør er i stalden netop onsdag over middag. Han giver sig altid god tid til at fortælle om sin mission i stalden, og børnene - og deres lærere - følger spændt med i hans arbejde.

Har Peter Mygind Hansen eller medarbejderen gennem 24 år, Frank Dybdal Nielsen, andre gøremål på ugens faste besøgstidspunkter kl. 13.00 og 14.15 om onsdagen, tager skolens pedel sig af staldrundvisningen. Lige siden starten for præcist 10 år siden har helnæsboen Ole Andersen været ansat på Arla’s madlejr, og kender derfor også mælkeproduktionen i detaljer.

Stort aktiv

Den 60-årige mælkeproducent glæder sig over, at Arla Fonden dengang valgte Helnæs til den første madlejr for landets skoleklasser. Ikke alene for naboskabets skyld, men i særdeleshed fordi halvøen dermed har fået et stort aktiv med renoveringen og udnyttelsen af faciliteterne i den nedlagte skole.

Peter Mygind Hansen har selv gået på Helnæs Skole. I 1991 blev den nedlagt, og i stedet blev etableret en højskole med blandt andet Holger Moritz Hansen i skolekredsen.

I forbindelse med lukningen var stedet blandt de fem-seks steder, som Arla Fonden havde udset til den første mad-lejrskole.

Fondsdirektør i traktoren

- Jeg husker, at fondens direktør Sanne Winther en sommerdag i 2013 standsede mig på traktoren, da hun var herovre for at se på bygningerne. Jeg var ved at presse halm, og hun spurgte, om hun måtte køre med.

- Her nævnte hun, at der ville mangle jord til en legeplads, hvis det skulle blive en realitet. Det tilbød jeg selvfølgelig, da jeg havde et jordstykke lige bag skolen. Men ikke mindst kunne det give ny aktivitet på skolen og på halvøen i det hele taget.

Så den times tid i traktoren lagde sandsynligvis grunden til, at Helnæs blev valgt til den første Madlejr. Siden er endnu en madlejrskole blevet etableret i Sønderjylland.

Ærefuldt legat

For at lade højtryksrenseren hvile og bruge tiden og kræfter på de ugentlige rundvisninger af de mange skoleelever nu gennem ti år, og i det hele taget vise kvægbruget frem på bedste og allertætteste vis, er Peter Mygind Hansen fra Helnæs dette års modtager af H.B. Kochs Legat.

Overrækkelsen skete ved årsmødet i Fynsk Kvæg, der fandt sted mandag den 16. december på Velas i Vissenbjerg.

- Vi i kvægbruget er dig en stor tak skyldig for dit virke som en god ambassadør for os, lød det fra formanden Peter Høj, inden overrækkelsen af fynsk kvægbrugs ærefulde legat.

Læs også