Danish Crowns handels- og transportvirksomhed for smågrise, SPF-Danmark, melder i den ugentlige markedsberetning, at man begynder at se begyndende dansk optimisme i efterspørgsel.
SPF-Danmarks handel med smågrise begynder at mærke de første tegn i lang tid på dansk optimisme i efterspørgslen. Handlen med puljegrise i Danmark oplever en lille opgang og sammen med stabilitet i griseringsaftalerne, giver det signaler om optimisme.
- Handlen med puljegrise i Danmark udgør en mindre del af totalmarkedet i Danmark, men sammenligner vi de seneste tre måneder med samme periode foregående år, oplever vi en stigning på 25 pct. Vi oplever lidt mere interesse for at komme hjem til Danmark, fordi markedsnoteringen ligger ganske tæt på den beregnede notering, og det gør også, at der handles lidt mere i det danske marked, siger Lars Bruun Andresen, der er salgschef i SPF-Danmark i en markedsberetning.
Udover puljegrisene oplever SPF-Danmark også en stor efterspørgsel efter UK-smågrise.
- Vi har en ret stor interesse for smågrise produceret til UK-konceptet. Vi mangler leverandører, og med det aftalegrundlag, der kan laves på griseringe med UK-grise, kan der laves attraktive aftaler, så vi vil meget gerne i dialog med UK-producenter af smågrise, for vi har aftagerne til dem til ganske konkurrencedygtige priser, siger Lars Bruun Andresen.
På eksportmarkederne er der fortsat stabilitet i de faste aftaler og en let øget efterspørgsel de senere uger.
- Vi har en del, der gerne vil have fyldt staldene op inden nytår, og det har gjort, at efterspørgslen har været lidt højere den seneste periode. Der er dog en forventning om, at det tyske slagtegrisemarked vil sætte sig lidt efter nytår, fordi udbuddet er rigeligt, og julens helligdage i høj grad falder på hverdage, så der vil forventeligt blive skabt en pukkel, som skal slagtes op, siger Lars Bruun Andresen.
Medie: Tican vil fordoble smågrisehandlen og udfordre konkurrenterne