Irske landmænd advarer mod handelsaftale: - EU er tilsyneladende fast besluttet på at ofre europæiske landmænd

Den irske landbrugsorganisation IFA har afleveret et protestbrev til EU-Kommissionen i Dublin som led i kampen mod den omstridte Mercosur-handelsaftale. Aftalen truer ifølge IFA det europæiske og irske landbrug med billig import af kød og fjerkræ fra lande med lavere produktionsstandarder.

Den irske landbrugsorganisation IFA, ledet af præsident Francie Gorman, afleverede onsdag et protestbrev til EU-Kommissionens kontor i Dublin, skriver IFA på sin hjemmeside.

Med sig havde han repræsentanter fra IFA’s nationale bestyrelse, herunder kvægformand Declan Hanrahan og kasserer Patrick McCormick. Protesten fokuserede på den potentielle indgåelse af Mercosur-aftalen, som IFA mener truer det europæiske landbrug.

- Forhandlingerne er intensiveret i denne uge på trods af betydelig modstand fra nogle medlemsstater. Kommissionen forsøger at udnytte den politiske usikkerhed i Frankrig til at drive aftalen igennem i denne uge, siger præsidenten.

Billige varer med lavere standarder

IFA påpeger, at Mercosur-aftalen vil medføre store mængder af billig okse- og fjerkrækød til EU-markedet, hvilket undergraver europæiske landmænd og ifølge IFA-præsidenten har potentiale til at ødelægge den irske og europæiske oksekøds- og fjerkræsektor.

- Vores markeder vil blive undermineret af billige importvarer produceret efter lavere standarder. Hvis denne aftale gennemføres, skal den godkendes af EU’s Ministerråd, hvor der stadig er betydelig modstand, siger Francie Gorman.

Desuden udtrykte IFA bekymring over manglende gennemsigtighed og sporbarhed i den brasilianske kvægproduktion, hvilket skaber en ulige konkurrencesituation. IFA kræver, at EU respekterer de nationale parlamenters rolle i aftalens godkendelse og opfordrer den irske regering til at fastholde sin modstand mod aftalen.

»Kommissionen ser ud til at være fast besluttet på at ofre europæiske landmænd for at få denne dybt mangelfulde handelsaftale gennemført«, lyder det fra IFA.

Læs også