Med en samlet markedsandel på 11,8 procent i detailhandlen i 2023 slår Danmark lige akkurat Schweiz.
Danmark er igen verdens førende land inden for økologiske fødevarer i detailhandlen. Det fastslår den nyeste rapport, The World of Organic Agriculture, skriver Landbrug & Fødevarer.
Med en samlet markedsandel på 11,8 procent i detailhandlen i 2023 slår Danmark lige akkurat Schweiz, der med sine 11,6 procent ligger på andenpladsen samt Østrig, der med 11 procent tager tredjepladsen.
Rapporten viser desuden, at det globale økologimarked voksede til 136,4 milliarder euro i 2023, en stigning på 1,5 procent fra året før. Væksten er primært drevet af stigende priser i USA og EU, der tilsammen udgør 90 procent af det globale økologimarked.
Det økologiske landbrugsareal blev i 2023 øget med 2,5 procent til i alt 98,9 millioner hektar, så det nu udgør 2,1 procent af det globale landbrugsareal. I EU udgør det økologiske areal 10,9 procent af det samlede landbrugsareal, mens det i Danmark er 11,4 procent.