EU's mælkeproduktion falder – samtidig er efterspørgslen stærkt stigende. Det åbner nye muligheder for danske mælkeproducenter, vurderer AgroMarkets i en analyse.
Mælkeproduktionen i EU ser ud til at falde i 2025. Ifølge det amerikanske landbrugsministerium forventes mælkeleverancerne at lande på 149,4 millioner ton – et fald på 0,2 procent i forhold til sidste år. Det skyldes færre malkekøer, stramme miljøkrav og økonomiske udfordringer, skriver AgroMarkets i en analyse.
Allerede i årets første to måneder er indvejningen faldet med 2,6 procent. Selv korrigeret for skudår er der stadig tale om et fald på 0,9 procent.