S.D. Kjærsgaard udvider sit Case IH-salgsområde til Nordsjælland og Lolland-Falster. Virksomheden dækker nu hele Østdanmark med Case IH og hele Danmark med Case Construction.
S.D. Kjærsgaard oplyser i en pressemeddelelse, at virksomheden nu udvider sit Case IH-salgs- og serviceområde til at omfatte både Nordsjælland og Lolland-Falster.
Den udvidelse betyder, at landmænd og virksomheder i disse regioner nu vil have adgang til full line-salg og service af Case IH’s omfattende sortiment, herunder traktorer, teleskoplæssere, pressere og mejetærskere fra S.D. Kjærsgaard.
Som en del af udvidelsen vil S.D. Kjærsgaard på Lolland-Falster etablere en lokal tilstedeværelse, der sikrer, at kunderne i området får den bedst mulige service og support.
Denne lokale forankring vil blive understøttet af det nye Case IH-Center, som S.D. Kjærsgaard åbnede tidligere på året i Ringsted, og i pressemeddelelsen påpeges det, at det midtsjællandske center vil fungere som et vigtigt knudepunkt for virksomhedens aktiviteter i regionen, hvilket sikrer en effektiv og pålidelig service til alle kunder.
- Den service, vi ønsker at levere til vores kunder, stiller bare krav om, at vi hele tiden bliver dygtigere, pointerer direktør Palle Kjærsgaard og fortsætter:
- Det kræver, at vi også fremover kan udvikle, fastholde og tiltrække de dygtigste medarbejdere, hvilket kræver, at vi har attraktive rammer og en fremtidsstrategi, de kan se sig selv i. Med forankringen af Case IH-forhandlingen i hele Østdanmark viser vi markedet og medarbejdere, at vi har sat retningen.
Forhandlerudviklingsansvarlig Lars Borg i CNH Danmark er meget tilfreds med, at Case IH’s forhandlernetværk i Danmark styrkes yderligere.
- Vi er glade for, at S.D. Kjærsgaard med en afdeling i det sydøstlige Danmark får mulighed for at yde den professionelle service de er kendt for i deres eksisterende områder, og ser frem til de muligheder dette bringer, siger Lars Borg.