Rokade i Deutz-Fahr-forhandlernettet

I artiklen "Rokade i Deutz-Fahr-forhandlernettet", offentliggjort i dagbladet Effektivt Landbrug og på www.effektivtlandbrug.dk, fremgår det, at O. Søndergaard & Sønner A/S sælger ulovlige traktorer i Danmark. - De traktorer, vi sælger, opfylder naturligvis de gældende EU-regler og danske krav for registrering og anvendelse, siger Anders Søndergaard fra O. Søndergaard & Sønner.

I februar i år blev O. Søndergaard & Sønner A/S autoriseret Deutz-Fahr-forhandler, men pr. 1. oktober har den danske importør Moni Worldwide, som er importør af Deutz-Fahr i både Danmark, Norge og Sverige, opsagt samarbejdet. Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor opsigelsen begrundes med, at O. Søndergaard & Sønner skulle sælge Deutz-Fahr-traktorer fra Norge i Danmark med en tophastighed på 50 km/t, selvom den lovlige tophastighed i Danmark er 40 km/t.

– Det er korrekt, at vi er opsagt som Deutz-Fahr-forhandler. Dog ønsker vi at rette fejlagtige oplysninger vedrørende salg af traktorer fra Norge, siger Anders Søndergaard fra O. Søndergaard & Sønner i en pressemeddelelse og uddyber:

– Det er blevet påstået, at traktorer, vi importerer fra Norge, skulle være ulovlige i Danmark. Dette er ikke korrekt. Der er ingen lovgivning, der gør norske traktorer ulovlige i Danmark, så længe de overholder de gældende EU-regler og danske krav for registrering og anvendelse. Traktorer, vi sælger, opfylder naturligvis disse krav, siger han og understreger, at selvom de ikke længere er Deutz-Fahr-forhandler, ydes fortsat fuld service og leverering af reservedele til Deutz-Fahr-traktorer.

Læs også