Dyb jordløsning med ny grubber fra Dalbo

Dalbo har netop lanceret deres nye Subsoiler M Profi. En kraftig grubber som kan udstyres med mellem to og syv tænder.

Grubbetænderne kan flyttes frit med hulpladesystemet og dermed tilpasses til forskellige behov.

Dalbo har tilføjet den nye Subsoiler M Profi til deres omfattende program af jordbearbejdningsredskaber. Den nye grubber er i stand til at løsne jorden helt ned i 50 centimeters dybde.

- Den nye maskinbetegnelse »Profi« indikerer, at maskinen er udstyret med mere brugervenlige løsninger, der letter arbejdsgangen og øger effektiviteten – i dette tilfælde hydraulisk stensikring og hydraulisk justerbar pakker, lyder det fra Dalbo.

Grubberen er bygget op på en 10 millimeter hovedramme, og har et unikt tandplaceringssystem, som ved hjælp af en hulplade gør, at tandafstanden kan tilpasses alle sporvidder indenfor maskinens arbejdsbredde.

Tre pakkertyper

Subsoiler M Profi kan udstyres med mellem to og syv tænder og er udviklet med et slankt tanddesign i specialstål, som ikke bare minimerer effektbehovet, men også bevarer jordens lagdeling og dermed undgår, at råjord bliver sammenblandet med toplaget.

- Det bidrager til en sundere og mere produktiv jordstruktur, som er essentielt for bæredygtigt landbrug, lyder det fra Dalbo.

Den nye grubber kan udstyres med skiveskær og dermed bruges til løsning af blivende græsmarker. Her anbefales det at bruge Cross Combi light-pakkeren, der er én af tre pakkertyper, der tilbydes til Subsoiler M Profi.

Ud over Cross Combi light kan der vælges en T-ringspakker, som er tiltænkt let til middelsvær jord, mens det anbefales at vælge HD-pakkeren til kraftige jordtyper.

Læs også