Judasøre: Svampejagt i vintervejr

Vejret er gråt, koldt, vådt og blæsende, og brændeovnens knitren virker som en magnet på vores halvsløve vinterkroppe. Idéen om at der skulle være noget spændende at finde ude i naturen, kan være svær at opdrive i denne tid, men man kan blive overrasket på en tur ud i skoven. Man kan nemlig også finde svampe om vinteren.

Sæsonen for skovture efter de spiselige svampe strækker sig normalt fra forår til efterår. Der er dog enkelte undtagelser derude, og Judasøre er en af dem.

Judasøre vokser på svækkede eller helt døde træer, og helst på hyld. Den bruskagtige svamp er brunlig, og den kan i udseende godt minde lidt om et menneskeøre. Den burde ikke kunne forveksles med andre svampe, men helt unge eksemplarer kan forveksles med bævresvamp, som dog er mere klæbrig og geleagtig.

I det orientalske køkken – særligt det kinesiske – er judasøre meget populær i risretter, salater og supper. Den kan anvendes frisk og er også nem at tørre. Smagen er ikke noget at skrive hjem om, men svampens konsistens er lidt spændende. Den kan ikke steges, da det store vandindhold får den til at springe rundt på panden eller ligefrem eksplodere.

Svampen har fået sit lidt sjove navn fra bibelens fortælling om apostlen Judas’ forræderi mod Jesus. Efter at have udpeget Jesus for de romerske soldater, fortrød Judas sine usle gerninger, og hængte sig efter sigende i et hyldetræ. Hvor hans øre ramte træet, voksede svampen Judasøre ud, og vil til evig tid minde os om det forfærdelige forræderi, der førte til korsfæstelsen af Jesus.

Hold øje med de nøgne træer, især hyld, på en tur i skoven eller ved hegn og krat. Man kan være heldig at finde judasøre, som kan indgå i spændende madeksperimenter med inspiration fra Fjernøstens køkken.

Man skal dog huske, at man ikke må spise svampe, man ikke er sikker på – de kan være forræderiske.

Læs også