Biodiversiteten vægtes højt hos Agernæs Øko

Selvom det er grøntsagsproduktionen og dermed højværdiafgrøder, der har hovedfokus hos Agernæs Øko, så står tiltag til gavn for biodiversiteten også den økologiske planteavlers hjerte meget nært.

Ole Lawaetz Olesen fortalte indledningsvist om den spændende bedrift og ikke mindst baggrunden for at gå over til økologisk drift. Insektvoldene er placeret for hver 160 meter. Hovedgrøntsagerne i årets markplan er salat, kål, løg og lidt ærter. Her er det sætteløg, der bliver kigget nærmere på.

Der blev naturligvis talt om vandingsbehov og krydset fingre for snarlig regn, da Patriotisk Selskab i samarbejde med Syddansk Økologi onsdag inviterede til økologimøde med destination for dagens møde på Agernæs Øko, Helnæsvej 15 på Sydvestfyn.

Under høj sol men temmelig frisk vind fra vest, der gav hvide toppe på bølgerne på havet i baggrunden, fortalte dagens vært, Ole Lawaetz Olesen, indledningsvist nærmere om den spændende bedrift og ikke mindst baggrunden for at gå over til økologisk drift.

- Vi startede med økologien tilbage i 2016. Det var jo noget, som jeg havde gået og overvejet i længere tid. Jeg stod faktisk oppe på sprøjten, og så tænkte jeg: »Det her gider jeg ikke mere. Det hænger ikke sammen«. Så den her intention, jeg har haft i mange år, rykkede til mig og så tog jeg beslutningen. Så måtte det briste eller bære, fortalte Ole Lawaetz Olesen.

5.500 slagtegrise og 450 hektar planteavl

Grisene var på daværende tidspunkt lagt om til friland, så det var forholdsvis nemt at gå til, da den del af produktionen blev omlagt til økologi, og i dag produceres omkring 5.500 slagtegrise, som indkøbes ved 30 kg.

- Vi har cirka 450 hektar plus nogle græsarealer og gammel eng. Hovedgrøntsagerne er salat, kål, løg og lidt ærter. Derudover er der 100 hektar korn, som hovedsageligt er byg, og kun en lille smule rug, fortalte onsdagens vært.

Det er dermed ikke kornafgrøderne, der vægtes højest, men byggen bruges til at lægge græsfrø ud i.

Foruden planteavl og slagtegriseproduktion er der 20 moderdyr af racen skotsk højlandskvæg til naturpleje.

- Det er mine kæledyr, lyder det fra Ole Lawaetz Olesen, da han omtaler kødkvæget, der afgræsser de lavere liggende arealer, ligesom der er søgt om og fået tilladelse til, at de kan gå ind i skoven og holde krat og buskads nede, så stierne kan holdes fri på naturlig vis, og kvæget kan gå i ly for regn og vind.

Biodiversitet i fokus

I det hele taget er bæredygtighed og biodiversitet et stort fokusområde på Agernæs.

I samarbejde med Innovationscenteret for Økologisk Landbrug har Agernæs Øko valgt at give ejendommen et »Biodiversitetsløft«, som innovationscenteret kalder deres rådgivningstilbud. Et tiltag, som bedriften har valgt at tage til sig for både naturens, bedriftens og fremtidige generationers skyld.

- Vi har valgt at etablere insektvolde rigtig mange steder langs markerne. Som I kan se rundt i de hjørner og kiler, hvor det aldrig er til at komme ud alligevel, har vi også braklagt med blomsterblandinger. Det giver flere nyttedyr, som kan bekæmpe skadedyr og fremme bestøvningen, forklarede Ole Lawaetz Olesen på turen rundt i markerne med hjertesalat, sætteløg, vårbyg med udlæg og kål.

Insektvoldene er placeret for hver 160 meter.

- Det er områder, der ikke bliver rørt, men er »fredet« med græsser og blomster, fortæller Ole Lawaetz Olesen.

Han påpeger, at forskningsresultater fra Københavns Universitet har vist, at man kan opnå en bekæmpelseseffekt af nyttedyr på op til 50 procent.

- Det koster ikke noget, andet end at slippe for at slå kanter. Stenbunkerne får også lov til at ligge på Agernæs, og vælter der et træ, skubber vi det bare ind til siden, men lader det ellers ligge til gavn for nyttedyr, tilføjer han.

Ifølge planteavleren er der netop på Agernæs registreret omkring 380 forskellige særlige arter.

- Vi ligger derfor et sted, hvor vi skal gøre noget for at bevare det, der er. Det står mit hjerte nært.

Agernæs Øko

Agernæs Øko blev stiftet i 2016 og ejes med en tredjedel til hver af Ole Lawaetz Olesen, der er tredje generation på proprietærgården på Helnæsvej 15 på Agernæs, og brødrene Jacob B. Jacobsen og Claus B. Jacobsen, der ejer Torup Bakkegård & Orelund I/S, der på cirka 1.700 hektar kombinerer konventionel dyrkning af grøntsager og planteavl.

Da Ole Lawaetz er svoger til Jacob og Claus B. Jacobsen er der dermed tale om en rigtig familievirksomhed, hvor Agernæs Øko, der startede i det små, men løbende har ekspanderer produktionen, i dag omfatter et økologisk areal på cirka 450 hektar, samt en sideløbende produktion af 5.500 økologiske slagtesvin.

Foruden planteavl og slagtesvineproduktion er der skotsk højlandskvæg til naturpleje.

Læs også