CropManager introducerer nu en ny funktion, som med et teknisk kvantespring sørger for blå himmel og skarpe satellitbilleder året rundt. Ved hjælp af maskinlæring og flere satellitkilder kan brugerne nu se opdaterede biomassemålinger og udarbejde tildelingskort uanset vejret.
Der har været en kraftig vækst over de seneste år i antallet af landmænd, der tildeler eksempelvis gødning og planteværnsmidler efter biomassen på marken målt fra satellitter. Bladt andet drevet frem af præcisionsjordbrugsordningen, som betyder, at man kan reducere sit efterafgrødekrav ved blandt andet at gødske efter biomasse.
CropManager er et vigtigt værktøj for mange af de landmænd, der arbejder med præcisionsjordbrug for at opnå økonomiske samt miljø- og klimamæssige fordele.