For at imødekomme den store interesse for pløjefri dyrkning har FRDK uddannet 12 PløjefriTjek-konsulenter, der er specialiseret i at hjælpe nye pløjefri landmænd med at komme godt i gang.
Det pløjefri areal stiger og stiger, og det mærker man hos Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK). Medlemstallet stiger, og foreningen er i kontakt med flere landmænd, der ønsker at komme i gang med omlægning til mindre jordbearbejdning.
Derfor har 12 af foreningens FRDK PløjefriRådgivere været på videreuddannelse, så de nu er klar til at udføre PløjefriTjek. Det er rådgivningsbesøg med fokus på, hvad der skal til for at komme i gang med pløjefri dyrkning.