Korrekt kalkning er ifølge Lars-Ejler Hansen, planteavlschef i Velas formentlig en af årets bedste investeringer for de danske landmænd.
Mens afgrødepriserne fortsat befinder sig i de højere luftlag, ligger prisen på kalk stort set stille. Og det giver samlet set et provenu, man ikke har set tidligere, fortæller Lars-Ejler Hansen, chef for Planteavl i Velas.
- Der er altid nogen, der mener, at man skal gøde mere, når kornprisen er høj. Men netop nu ser vi jo også, at gødningspriserne er tårnhøje. Hvis man derimod kigger på de prisrelationer, der er mellem kalk og korn, kan man som planteavler næsten ikke gøre noget, der giver et bedre afkast med så lille en modsvarende indsats, siger Lars-Ejler Hansen og fortsætter:
- Hvis man har et lavt reaktionstal og kalker op til det normale, og det har givet et merudbytte på et hektokilo pr. hektar, er fortjenesten i grove træk det dobbelte i dag, fordi kornprisen er fordoblet, mens kalkudgiften stort set har ligget stille.
Selvom Lars-Ejler Hansen er stor fortaler for, at landmændene husker at kalke markerne, er det for ham essentielt, at det sker korrekt, og at landmændene ikke kalker i blinde.
Derfor er det pure nødvendigt af at få taget jordprøver og lavet tildelingskort, så man tildeler nøjagtigt der, hvor der er behov.
- Det er decideret spild af penge at kalke uden at vide, hvor meget jorden skal have. Dels fordi man slet ikke udnytter kalken optimalt, og dels fordi jordprøver jo også giver svar på hvilke næringsstoffer, der er behov for, eksempelvis fosfor og kali. Det er især vigtigt at få undersøgt arealer, der ikke præsterer, siger Lars-Ejler Hansen.
Han anbefaler, at man får taget en jordprøve pr. hektar hvert femte år og også, hvis man har købt ny jord.