Hos Kongerslev Kalk lægges der mange kræfter i at få fremstillet jordbrugskalk af allerbedste kvalitet.
»Vi høster i fortiden til høsten i nutiden«. Sådan lyder det hos Kongerslev Kalk, som høster på livet løs, da avisens udsendte er forbi. Det er nemlig med at få noget kalk i hus, mens der er mulighed for det.
- Det afhænger meget af vind og vejr, fortæller Jens Arne Udengaard, fabrikschef hos Kongerslev Kalk.
Han har også ansvaret for marken, hvor der høstes kalk. Sæsonen for kalkhøst kører fra første maj til midt september.
- Kalken skal forberedes på 3,5 måned, og her har vi måske 50 effektive dage, forklarer Jens Arne Udengaard om processen, hvor kalken først bliver løsnet, dernæst harvet for at blive findelt og til sidst opsamlet.
- Vi høster kalk på samme måde som græsensilage, og det samles i stak, som vi tager ind og bruger af over efteråret og vinteren, fortsætter han.
Hos Kongerslev Kalk har man 100 hektar, hvor man høster kalk fra. Øverste lag er cirka 65 millioner år gammelt – og hvert år går man 13.000 år tilbage.
- Vi er lige nu ved at udvide indvindingsarealer – vi har kalk til de næste 50 år, så det er ikke, fordi at vi mangler kalk, men vi vil gerne fremtidssikre virksomheden fortæller Jens Sproegel, produktchef for landbrug og industri.
Det tager dog et til to år, før end alt muldjorden er væk, og man kan begynde at høste kridt.
- Vi må gå ned til kote 8 eller to meter over grundvand, fortæller Jens Sproegel.
- Jo længere vi kommer ned, jo sværere er det at tørre kalken, supplerer Jens Arne Udengaard.
Kvaliteten er i højsæde
Når kalken er høstet, kommer den ind på et indkøringsværk, hvor alt over 40 millimeter sorteres fra.
- Mellem 5.000-6.000 tørstof flintesten bliver sorteret fra, fortæller Jens Sproegel.
Hos Kongerslev kalk måler de løbende vandprocent i kalken for at kunne holde styr på kvaliteten at den kalk, der bliver høstet.
Ifølge Jens Sproegel er Kongerslev Kalk meget heldige med kalkkvaliteten.
- I Nordjylland har vi det hurtigst virkende kridt, man overhovedet kan finde i verden, og man kan opnå 90 procent virkning allerede første år, understreger han.
Kongerslev Kalk importerer kalktypen dolomit fra England, og her er der til sammenligning en virkning på 50 procent på fem år.
Dolomitten bliver brugt i blandinger for at få magnesium med.
- Det er for eksempel 75 procent kridt og 25 procent dolomit, forklarer Jens Arne Udengaard.
- Det er langt den billigste måde at få magnesium til afgrøderne på, fortsætter Jens Sproegel.
I Jylland bliver stort set alt kalk ifølge Jens Sproegel spredt ud med gps.
- Det giver en nøjagtig tildeling der, hvor der er behov for det, påpeger han og fortæller, at andre steder i landet som for eksempel Fyn, har det ikke rigtigt været et tema før nu.
- Der er ingen tvivl om, at præcisionslandbrug det dur, lyder det samstemmende fra Jens Arne Udengaard og Jens Sproegel.
Leverer til hele landet
Der leveres kalk til hele landet, men det er kun i en radius af 30 kilometer fra Kongerslev, at virksomheden tilbyder at sprede kalken.
I hele Jylland samt på Fyn har Kongerslev Kalk lagerhaller samt samarbejdspartnere.
- Det er maskinstationer, der har faciliteterne til det, og her fyldes lagrene løbende op, fortæller Jens Arne Udengaard.
Når der er mest tryk på, kan der i en enkelt uge, køre 150 lastbiler ud dagligt med hver 38 ton på.
- Nogle gange har vi meget korte vinduer på 14 dage - tre uger til at få fyldt lagrene op, så er der virkelig knald på, siger Jens Arne Udengaard.
Historie
Kongerslev Kalk er en familieejet virksomhed, der blev grundlagt i 1950’erne af Lars Andersen under navnet Lars Andersen Kalklejer.
Lars Andersen etablerede sig dengang på lejede arealer med brydning og salg af jordbrugskalk for øje. Der gik ikke lang tid, før firmaet flyttede til kalkforekomsterne øst for Kongerslev.
Grundstenene til det kalkfirma, der eksisterer i dag, blev lagt, da Lars Andersen opkøbte flere naboejendomme.
I 1990’erne etablerede virksomheden den første ovn til kalk, og i slut 90’erne tog man skridtet til produktion af 25 kgs sække med kalk og gødning.
Virksomheden er i dag ejet af søskendeparret Lisbeth Svendsen og Lars Stig Andersen, sidstnævnte er administrerende direktør.
Hvad er kalk?
I Danmark indvindes årligt omkring tre millioner ton kalk, hvor halvdelen går til cementindustrien og resten til jordbrugskalk samt foderkridt. Jordbrugskalk er med til at stabilisere jordens surhedsgrad og neutralisere PH-værdien.
Kalk er en fællesbetegnelse for en række calciumholdige stoffer, herunder organisk udfældet calciumcarbonat, CaCO3:
Skrivekridt
Kalkslam – skelettet af alger
Blød og hurtigvirkende
Bryozokalk
Kolonidannede dyr
Hård og grovkornet
Koral algekalk
Koraller og korallevende dyr
Dolomitkalk
Hård bjergart
Cirka 10 procent magnesium
Marmor, muslinger, krabber
Måske årets bedste investering
Bekymrende udvikling i landbrugsjordens reaktionstal