Flere landmænd prøver med efterårssået vårbyg og har høstet 10-20 procent mere end i forårssået vårbyg. – Dertil kommer gode chancer for at opnå maltkvalitet og et betydeligt tidligere høsttidspunkt – samme tid som en vinterbyg, påpeger Hans Jørgen Bak fra Agriadvice.
De sidste par år har en del landmænd landet over forsøgt sig med at så vårbyg i november eller december – og med ganske lovende resultater.
Det påpeger Hans Jørgen Bak fra Agriadvice, hvor positive erfaringerne med efterårssået vårsæd primært ellers har været med vårhvede. Men vårbyg kan også have gavn af en lang vækstsæson – ikke mindst med indeværende år in mente.