Ved at tilføje mekanisk ukrudtsbekæmpelse til værktøjskassen i kampen for rene kartofler har brødrene Kasper og Bjarne Lauritsen, der sammen driver Egebjerg Agro, fået større kontrol over problemukrudtet, som de oplever en opblomstring af i disse år.
Målet var med brødrene Kasper og Bjarne Lauritsens egne ord at blive herre i eget hus, da de i foråret fik leveret en Opti Weeder fra MSR Plant Technology til mekanisk ukrudtsbekæmpelse i deres kartofler.
Flere og flere midler til ukrudtsbekæmpelsen i de 430 hektar kartofler til stivelses- og pulverproduktion i deres virksomhed Egebjerg Agro er forsvundet, og nu er de for alvor begyndt at se konsekvenserne.