Fødevareministeriets slankekur stadfæstet i finansloven

Som forventet skal Fødevareministeriet på en administrativ slankekur som følge af finansloven, der også byder på en ny skolemadsordning.

1.028. Så mange årsværk forsvinder fra de forskellige ministerier som følge af den finanslov, der faldt på plads i sidste uge. Og som flere medier tidligere har beskrevet, er Fødevareministeriet blandt de ministerier, der vinker farvel til flest medarbejdere.

Det fremgår af den finanslovsaftale, der blev præsenteret i fredags. Fødevareministeriet skal således skære i medarbejderstaben på det, der svarer til 120 årsværk, og det er blandt andet fødevarekontrollen, det går ud over.

Således betyder afskaffelsen af blandt andet det andet obligatoriske kontrolbesøg et farvel til medarbejdere, og samtidig betyder lukningen af Danish Crowns slagteri i Ringsted, at der bliver skåret ned i staben blandt de medarbejdere, der tidligere har kontrolleret kød på slagteriet og andre steder.

- Der er særligt fokus på årsværk i centraladministrationen og på opgaver, der har karakter af administration, tilsyn og kontrol. Det er samtidig en beslutning om, at der er nogle opgaver, der skal løses mere enkelt, eller andre som måske ikke længere skal laves, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) fredag.

Besparelse på 80 millioner

Det er kun Forsvarsministeriet med 150 årsværk og Skatteministeriet med 128, der vinker farvel til flere årsværk end Fødevareministeriet.

De 120 årsværk, der forsvinder fra Fødevareministeriet, giver ifølge ministeriets egne beregninger en besparelse på 80 millioner kroner. Også Miljøministeriet skal vinke farvel til medarbejdere, da man her fjerner 62 årsværk.

Til gengæld skal der bruges over 600 millioner kroner i de næste tre år på en forsøgsordning med gratis skolemad til skolebørn, hvor skoler og friskoler kan søge om at komme med i ordningen.

Slår et slag for økologien

Spørgsmålet er så, hvad der skal serveres i de skoler, der kommer med i ordningen. Ikke overraskende mener man hos Økologisk Landsforening, at økologi skal være en stor del af det.

- Vi vil arbejde for, at det kommer til at indeholde en masse økologi. For når vi tilbyder skolemad til danske skolebørn, har vi også en forpligtelse til at sørge for, at det er sund mad uden rester af sprøjtegifte, siger forperson i ØL, Michael Kjerkegaard, og fortsætter:

- Det bæredygtige fødevaresystem og vores tallerken er hinandens spejlbillede, og det skal man selvfølgelig kunne se på skolemaden.

Samtidig vil der også være en synergieffekt i forhold til klimamål og vandmiljø, peger han på.

- Økologi spiller en vigtig rolle for at nå klimamålet i landbruget, for at beskytte vores drikkevand mod sprøjtegifte, genskabe livet i vores vandmiljø og stoppe tabet af biodiversitet i agerlandet. Det er derfor meget naturligt at samtænke et skolemadsinitiativ og målet om at fordoble det økologiske areal og marked, lyder det fra Michael Kjerkegaard.

Der er afsat 104 millioner til skolemadsordningen i 2025, samt 250 millioner i både 2026 og 2027.

Læs også