Analyse: Tvekamp om landmandsstemmer mellem Støjberg og Ellemann

Venstre har traditionelt været landmandsparti nummer 1 i Danmark. Men Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne tager kampen op, mener politisk kommentator Peter Larsen, Altinget.

- Vi ved endnu ikke, hvor stor afgiften bliver. Men vi kommer ikke til at stemme for en CO2-afgift.
Ordene stammer fra formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, under et nyligt besøg i Rutsker på Bornholm, som hjemmesiden bornholm.nu rapporterede fra.

Her var den tidligere Venstre-dronning på landmandsbesøg som en del af en større charmeoffensiv, der også har budt på flere besøg i fyldte forsamlingshuse flere forskellige steder i Danmark, skriver netavisen Altinget.

Og det er ikke noget tilfælde, at DD-lederen var på landmandsbesøg på Bornholm. Som vi skrev i Effektivt Landbrug i sidste uge, står bornholmske landmænd overfor en voldsom stigning i deres indsats i forhold til at sænke kvælstofudledningerne, hvilket vil blive svært at nå for landmændene, som BLF-formand Frederik Tolstrup sagde.

Her vil en melding som Inger Støjbergs omkring CO2-afgiften blive modtaget med kyshånd.

- Det hele er lidt noget miskmask

Men også for det nystartede parti, der på Christiansborg er repræsenteret af tidligere MF'ere fra Venstre og Dansk Folkeparti, er der ræson i at finde fælles fodslag.

For det rumler nemlig i Venstres bagland. En række fremstående menige medlemmer har været ude med løftede pegefingre overfor den nye Venstre-kurs, og ifølge tidligere minister Thor Pedersen (V) har deltagelsen i SVM-regeringen været en fejltagelse for mange V-medlemmer.

- Indtil videre er der absolut intet, der får mig til at juble. Regeringen køres helt tydeligt af Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M), og Venstre er på mange måder totalt i klemme – helt uden evnen til at profilere sig, sagde Thor Pedersen til Berlingske i sidste uge og fortsatte:

- Jeg møder alt for mange, der ikke længere kan se sig selv i den linje, der bliver lagt for partiet, at alt for mange har meldt sig ud, og at det hele lidt er noget miskmask, lød det fra den tidligere finansminister.

- Fundamentet ryster

Også den tidligere formand for Dansk Landbrug og præsident for Landbrugsraadet Peter Gæmelke har udtrykt sin frygt for, hvordan den kommende CO2-afgift bliver udformet. Ifølge Venstre-veteranen og tidligere førstemand i landbruget risikerer afgiften at lukke store dele af erhvervet, og »det vil gøre ondt i Venstres fundament« , som han sagde det i et interview med Jyllands-Posten.

Og hvis fundamentet ryster, kan det skubbe landbruget væk fra sin traditionelt stærkeste politiske samarbejdspartner, og i den forbindelse er det interessant, at formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, er blandt gæstetalerne, når Danmarksdemokraterne den 11. november holder sit første landsmøde i Aalborg.

- Er det vigtigt? Ja, for hvis man zoomer ind på, hvad der sker i Venstre under Jakob Ellemann-Jensens ledelse, vil man opdage, at der lægges op til en ny afgørende politisk tvekamp, som Venstre risikerer at tabe til Danmarksdemokraterne, skriver politisk kommentator Thomas Larsen i Altinget.

Ser man på meningsmålingerne, har det været en dyr fornøjelse for Venstre at være i regering med S og M. Siden valget er Venstre ifølge analysebureauet Voxmeter gået fra en opbakning på 13,3 procent til 9,3 procent.

Dermed er partiet blot en anelse større end Danmarksdemokraterne, der lige nu står til en vælgeropakning på 8,7 procent mod 8,1 procent ved valget.

Læs også