Regeringen fremlægger ny strategi for grønne proteiner

Bælgfrugter, tang og insekter kan udgøre mere klimavenlige alternativer til protein og være med til understøtte den grønne omstilling af dansk landbrug, mener regeringen, der har fremlagt en ny strategi.

Fredag offentliggjorde regeringen sin strategi for grønne proteiner til dyr og mennesker. Strategien skal understøtte regeringens vision om, at Danmark i 2030 skal producere betydeligt flere grønne proteiner af høj kvalitet til både foder og fødevarer.

- Der er et behov for at opskalere den danske proteinforsyning til både foder og fødevarer, så den i højere grad er baseret på proteiner af høj kvalitet og samtidig belaster vores klima langt mindre, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), og tilføjer:

- En øget produktion af proteiner med et lavt miljø- og klimaaftryk bidrager først og fremmest til den grønne omstilling af dansk landbrug, men er også et område med stort udviklingspotentiale, som kan bidrage til øget værdiskabelse i hele fødevarekæden og forhåbentlig inspirere andre lande til at kigge vores vej.

Stigende efterspørgsel

Ifølge Fødevareministeriet er der en stigende global efterspørgsel på proteinkilder, som kan komme de danske virksomheder til gode. Dette gælder også eksport af teknologiske løsninger såsom biosolutions, hvor Danmark er i front.

Ministeriet fremhæver, at strategien har fokus på indsatser til forskning og udvikling, som kan bane vejen for mere velsmagende og klimavenlige proteiner til fødevarer.

Andre indsatser er støtteordninger og fonde med fokus på udviklingsprojekter, som kan bidrage med mere viden om danskproduceret protein.

Regeringens strategi

Strategien er bygget op om tre fokusområder, som hver især kan bidrage til øget dansk produktion af grønne proteiner i fremtiden.

  • Grøn bioraffinering
  • Proteinrige afgrøder
  • Nye proteinkilder, herunder biosolutions og rest- og sidestrømme

Læs også