CO2-afgift: Jørgen E. Olesen advarer mod lækageeffekt

Det er en udfordring for dansk landbrug, hvis politikerne herhjemme laver en CO2-afgift, da det vil give lækageeffekt, lyder det fra professor Jørgen E. Olesen. Afgiftsplanerne kritiseres også af Danmarksdemokraterne.

Som TV2 og andre medier har rapporteret tirsdag, vil Svarer-udvalget i morgen komme med tre modeller for indførsel af en CO2-afgift på landbruget, der sammen med regulering og tilskudsordninger skal hjælpe erhvervet med at sænke CO2-udledningen med 45-55 procent i 2030.

Ifølge Kristeligt Dagblad er de tre satser på henholdsvis 150,350 og helt op til 750 kroner pr. udleddt ton CO2.

Men det stiller danske landmænd i en dårlig konkurrencesituation i forhold til andre landmænd i Europa, og det vil koste arbejdspladser. Sådan lyder det fra professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet.

- Den største udfordring er, at landmænd i andre lande ikke er pålagt en afgift. Det betyder, at man skaber en skæv konkurrencesituation, siger Jørgen E. Olesen til Ritzau og fortsætter:

- Hvis produktionen flytter et andet sted hen, vil det stadig være samme udledning. Så har vi ødelagt arbejdspladser, liv på landet og noget af vores egen økonomi uden af have fået noget ud af det, siger han.

Samme toner lyder fra Peter Skaarup, gruppeformand for Danmarksdemokraterne.

- Det kommer til at koste tusindvis af arbejdspladser og hele landbrug, og vi bliver det eneste land i hele verden med sådan en CO2-afgift på landbruget. Det er ikke vejen frem, skriver han på det sociale medie X.com.

Hvordan afgiften skal implementeres, bliver præsenteret på et pressemøde onsdag i København.

Læs mere om CO2-afgift

Et ekspertudvalg med Michael Svarer i spidsen har givet deres anbefalinger til tre modeller for en CO2-afgift på landbruget. Men hvad vil den betyde for landmanden?

Læs mere her

Læs også