Den vestjyske producent af tankvogne, VM Tarm A/S, kom ud af seneste regnskabsår med en vækst i forhold til året forinden. Ledelsen glæder sig over væksten og roser samtidig sine medarbejdere.
I starten af 2024 kunne ledelsen i VM Tarm A/S, der blandt andet producerer gylle-, fiske-, mælke- og foderstofvogne, se tilbage på regnskabsåret 2022/2023 med positive briller, da årsresultatet var forbedret fra lidt under 10 millioner kroner til knap 17 millioner kroner.
I den forbindelse forklarede adm. direktør Holger Ross Lauritsen til Effektivt Landbrug, at resultatet skulle ses af en løftet toplinje.