PFA Pension råder nu over 28.000 hektar skov i USA, efter at pensionsselskabet har købt to nye skovbrug.
PFA’s pensionskunder er via deres opsparing blevet medejere af to nye skovbrug i Alabama og Arkansas i USA, som sammen med to skovinvesteringer sidste år bringer det samlede areal op på 28.000 hektar, hvilket er på størrelse med Langeland eller knap 20.000 fodboldbaner.
Mange er i gang med at udvikle nye teknologier, der kan trække CO2 ud atmosfæren, men i virkeligheden er skovbrug en kendt og effektiv metode til CO2-fangst, hvis træet ikke brændes af
Kasper A. Lorenzen, investeringsdirektør, PFA
Den samlede pris for de fire skovbrug er i alt ca. 120 millioner dollar, hvilket svarer til godt 825 millioner kroner, og investeringen sker som led i PFA’s strategiske fokus på langsigtede afkast og klimahensyn.
- Det er nogle veldrevne skovbrug, som vi forventer, vil levere stabile årlige afkast på cirka 5-7 procent til vores kunder. Det er tale om langsigtede investeringer, og vi har brugt meget tid på at finde de helt rigtige skovbrug, som kan leve op til vores høje krav til afkast, klima og ansvarlig skovdrift, siger Kasper A. Lorenzen, der er investeringsdirektør i PFA, i en pressemeddelelse.
PFA’s fire skovbrug lever op til en af de to anerkendte certificeringsstandarder for ansvarlig skovdrift, som er Forest Stewardship Counsil eller Programme for the Endorsement of Forest Certification. Begge standarder har ESG-krav, der understøtter FN’s mål for bæredygtig udvikling.
Årlig CO2-fangst på mindst 200.000 tons
Skove spiller en vigtig rolle i at løse klimaudfordringerne, da de optager og lagrer CO2, og træ bliver i stigende grad anvendt som erstatning for metaller og plastik i fx byggeri og møbelproduktion.
Derfor er det et fokus for PFA, at skovbrugene primært leverer træ til møbel- og byggeindustrien, hvilket vil binde CO2 i træet i mange år fremover. Samtidig bliver fældede områder genbeplantet og vil give en netto CO2-gevinst.
Endelig er der også reserveret ca. 5000 hektar skov til beskyttelse af biodiversitet, som PFA også har fokus på.
- Vi er ved at få verificereret CO2-regnskabet ved skovbrugene, men vores indledende beregninger viser en årlig CO2-fangst på mindst 200.000 tons fra 2025 og 20 år frem, fordi træet går til fx møbler og byggeri, og nye træer bliver plantet løbende. Mange er i gang med at udvikle nye teknologier, der kan trække CO2 ud atmosfæren, men i virkeligheden er skovbrug en kendt og effektiv metode til CO2-fangst, hvis træet ikke brændes af, siger Kasper A. Lorenzen.
De fire skovbrug ligger i staterne Arkensas, Alabama og South Carolina.