Årets Langesømesse på Fyn havde flere udstillere og hele 30 procent flere besøgende end sidste år. - Vi er bestemt på vej i den rigtige retning, lyder det fra arrangør.
Til en summen af motorsave og store udkøringsmaskiner blandet med flere udenlandske og naturligvis danske gloser, var stemningen sat til en dag blandt mange udstillere og endnu flere besøgende til årets Langesømesse den 15. august. Og dagen derpå var det en tilfreds arrangør, der kunne se tilbage på en solrig dag med mange gæster og flere udstillere end sidste år.
- Det er vi meget tilfredse med, lyder det fra Per Tørslev, der står for den store planlægning af Europas største messe inden for juletræer, pyntegrønt og skovbrug.
- Vi havde otte flere udstillere end sidste år og hele 30 procent flere gæster, så vi er bestemt på vej i den rigtige retning, og det glæder mig, at tilbagemeldingerne er, at der er god stemning både fra udstillere og gæster, siger han.
200.000 Nordmannsgran om året
Blandt de nye udstillere var Dane Christmas Tree fra Mariager ejet af John Frandsen.
- Vi overtog en ejendom med juletræer og har derfor dyrket Nordmannsgran siden 2019, fortalte han og påpegede, at de kom ind i branchen, da den var på bunden.
- Nu ser det igen ud til, at det er en ide i at gå ind i markedet, så det har vi gjort og planter mere end 200.000 Nordmannsgran om året.
John Frandsen glæder sig over at være udstiller på messen og har dagen igennem fået henvendelse fra mange forskellige nationaliteter.
- Jeg tror på, at udbuddet af juletræer falder hen over de kommende år, og det vil så samtidig betyde, at prisen vil stige. Mon ikke vi om to til tre år har en snitpris på i hvert fald 125 kroner, og måske helt op på 150 kroner. Det tør jeg næsten godt garantere, sagde han.
Førende i tågesprøjter
Positiv stemning var der også på standen hos Skærbæk Maskinforretning, der blandt andet fremviste sprøjter fra Dragone.
- Vi har mange kunder i hele Europa, og flere af dem kan vi møde her i Langesø, sagde sælger Thomas Kier.
Han fremhævede især sprøjterne fra Dragone, som maskinforretningen har haft importen af de sidste 20 år.
- Vi er stort set førende inden for tågesprøjter, og har da også selv udviklet et sprøjtehoved, der rammer lus og svampesygdomme mere effektivt end mange andre systemer.
Dragone-tågesprøjten, der er med på Langesømessen, er en 1.200 liters, men den fås fra 600 liter og op til 5.000 liter.
Derudover fremhævede Thomas Kier den egenproducerede gødningsspreder, der har været i handlen siden 2016.
Vindere af årets flotteste juletræ
- Nordmannsgran blev vundet af Maglesø Plantage ved Ebbe Bach Nielsen ved Holbæk
- Andre arter blev vundet af Lars Geil fra Ry