- Biosikkerhed er den eneste effektive metode til at beskytte grise mod afrikansk svinepest, lyder det fra førende viruseksperter, der deler 10 års praktisk erfaring med at bekæmpe den frygtede virus.
- Det er vigtigt at slå fast, at biosikkerhed er den eneste effektive metode til at beskytte grise mod afrikansk svinepest.
Det fastslår to polske dyrlæger, der er viruseksperter med særlig ekspertise indenfor afrikansk svinepest, Zygmunt Pejsak og Grzegorz Wozniakowski, overfor mediet pig333.com.
Hvis biosikkerheden er sat i system, og overholdes dagligt, kan det beskytte svinebesætningen mod afrikansk svinepest, fastslår de to eksperter i artiklen, hvor de evaluerer situationen omkring afrikansk svinepest i Polen gennem de seneste 10 år, efter at det første tilfælde af afrikansk svinepest blev konstateret i februar 2014.
USA er på vej med egne vacciner mod svinepest og -influenza
Biosikkerhed - nødvendig læring
Dyrlægerne forklarer blandt andet, at holdningen til biosikkerhed har ændret sig fundamentalt blandt polske svineproducenter gennem de seneste 10 år.
- Andelen af bedrifter, der har implementeret og overholder de grundlæggende principper for biosikkerhed, er nu væsentligt højere end for 10 år siden, forklarer de.
Ifølge de to eksperter i den dødbringende virus skyldes det blandt andet afvikling af »baggårdsbesætninger« og andre smålandbrug, som typisk ikke har særlig god biosikkerhed.
- Som i andre lande påvirker afrikansk svinepest nemlig strukturudviklingen, idet små svinehold forsvinder, og større bedrifter består og endda vokser sig større.
- I løbet af de 10 år med afrikansk svinepest i Polen er antallet af besætninger faldet fra omkring 200.000 til 50.000, forklarer de.
Hessen har færdiggjort 54 km hegn
Sæsonvariation
Det første tilfælde af afrikansk svinepest i Polen blev konstateret i et vildsvin nær grænsen til Hviderusland i februar 2014. Fem måneder senere blev den dødbringende virus konstateret i polske tamsvin.
Og i de 10 år, der siden er gået, konstaterer de to dyrlæger, at der er tale om en ret fast sæsonvariation.
- Hos tamsvin konstateres de fleste mellem slutningen af juni og slutningen af september, mens tendensen er den modsatte for vildsvin, hvor de fleste udbrud konstateres i efteråret, vinteren og foråret.
Dyrlægerne uddyber, at de første udbrud med afrikansk svinepest hos tamsvin typisk forekommer i begyndelsen af juni og de sidste i slutningen af september. De forklarer primært årsagerne til den sæsonbetingede smitte med landmændenes udendørsaktiviteter.
Sverige er igen fri for svinepest
Risici ved skovture, markarbejde og jagt
I denne periode sker det hyppigere end på andre årstider, at landmændene låner hinandens udstyr. Desuden er et normalt, at polakker går i skoven om sommeren for at plukke bær og svampe. Samtidigt øger markarbejdet risikoen for, at vildsvinene søger væk fra deres sædvanlige levesteder - eksempelvis kornmarker - og færdes tættere på svinefarmene end de plejer, ligesom også jagt er med til at påvirke vildsvinenes foretrukne levesteder. Hen over sommeren øger vildsvinene desuden deres færden, idet de bevæger sig over længere afstande, for at søge efter vand.
Disse forskellige aktiviteter fører til hyppigere kontakt mellem inficerede vildsvin og raske individer. Endelig påpeger professorerne, at en øget aktivitet af insekter i foråret og sommeren kan bidrage til mekanisk overførsel af afrikansk svinepest fra vildsvin til tamsvin.
Ligesom det har været fremme flere gange tidligere, så understreger de to polske viruseksperter, at mennesker er en væsentlig risikofaktor i forhold til spredning af afrikansk svinepest. De nævner som eksempel, at smitten sprang mere end 100 km tilbage i 2017, og at mennesker helt klart var involveret.
Desuden erkender de to eksperter, at Polen af flere årsager ikke har formået at kontrollere afrikansk svinepest hos både vildsvin og svin.
Tyskere forsøger at gardere sig imod svinepest
Stejl læringskurve
- Hovedårsagen er, at beslutsomheden fra de forskellige institutioner, der er ansvarlige for at bekæmpe afrikansk svinepest i Polen, fra begyndelsen var utilstrækkelig.
Eksperterne peger blandt andet på, at behovet for at reducere bestanden af vildsvin af flere årsager blev væsentligt undervurderet.
- Men endnu større betydning har det, at der ikke var tilstrækkelig opmærksomhed omkring at sørge for at bortskaffe døde vildsvin, lyder det fra de to eksperter, der betegner det hul i myndighedernes håndtering som bekymrende:
- Døde vildsvin, der er inficeret med afrikansk svinepest, og som ikke straks bliver fundet og fjernet, kan helt op til et år være kilde til smitte af raske individer.
Eksperterne nævner desuden et lavt vidensniveau og manglende erkendelse af vigtigheden af biosikkerhed på farmene som noget af det, der forsinkede kontrollen af virussen i de første år efter at der blev konstateret afrikansk svinepest i Polen.
Frankrig overvejer vildsvinehegn mod Tyskland
Fra små til store farme
I de første år så det ud til, at svinepest kun ramte de små svinehold med ringe eller ingen biosikkerhed, men den tendens vendte i 2019 og 2020, hvor heller ikke de store bedrifter kunne føle sig sikre, og hvor farme med flere tusinde grise blev ramt af sygdommen.
De to dyrlæger påpeger dog, at den manglede eftersøgning af døde vildsvin, betydelig reduktion af vildsvinebestanden og implementering af biosikkerhedsprincipper på alle svinefarme, som manglede i de første år efter det første udbrud, og som bevirkede en manglende succes med kontrollen af sygdommen, er forbedret i de ti år, der er gået siden den første smitte blev konstateret i 2024.
- De polske erfaringer viser også, at det er umuligt at bekæmpe afrikansk svinepest uden at involvere mange forskellige myndigheder i processen, konkluderer de to viruseksperter.
Grzegorz Wozniakowski og Zygmunt Pejsak er begge professorer med ekspertise i virussygdomme. Wozniakowski er ansat ved Nicolaus Copernicus universitetet i Polen. Pejsak er ekspert i afrikansk svinepest ved Polens nationale referencelaboratorium for afrikansk svinepest under det polske veterinære forskningsinstitut og chef for Polens Veterinære specialafdeling for svinesygdomme.