Tre bornholmske producenter vinder Årets særlige indsats for at redde bornholmske arbejdspladser på øens slagteri.
En plan, som holdt hånden under bornholmske slagteriarbejdere i en periode med færre slagtninger. Det udløser prisen Årets særlige indsats til tre bornholmske griseproducenter.
Sanering for sygdommen PRRS blandt bornholmske griseproducenter betød færre grise til Danish Crown i Rønne for en periode – og dermed også en række lukkedage og nedgang i slagteriets indtjening. Det kunne koste arbejdspladser – medmindre der blev gjort en særlig indsats. Og den indsats kom fra de tre bornholmske griseproducenter Peter Brandt Kofoed, Preben Bjerregaard og Jesper Lund Kofoed – alle desuden medlemmer af Danish Crowns repræsentantskab på Bornholm.
Det blev fejret i forbindelse med årsmødet i Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris tirsdag formiddag.
Med prisen følger 10.000 kroner.