Fodertilsætningsstoffet Ablacto+ reducerede antallet af igangsatte diarrébehandlinger pr. foderdag i den periode, det blev tildelt i et forsøg fra Seges Innovation udført på Grønhøj Forsøgsstation. Der var imidlertid ikke signifikant effekt af Ablacto+ på antal igangsatte diarrébehandlinger i hele perioden (fra 6-30 kg).
Ablacto+ er endnu ikke tilgængelig på markedet, men efter en ny afprøvning klargøres produktet til myndighedsgodkendelse. Storskalaforsøget, der fandt sted på Grønhøj, kan samtidig bruges til at værdisætte produktet ud fra de resultater, der blev opnået i forsøgsperioden.
Produktet viser, at det virker, når det tildeles. Men det oplyses samtidig, at det er uhensigtsmæssigt, at der ses en opblussen i diarrébehandlinger, når grisene ikke længere fodres med Ablacto+.