Det mexicanske svinemarked boomer

Mexicos produktion af svin vokser hastigt, og det samme gælder efterspørgslen på danske løsninger til udvikling af en moderne og bæredygtig produktion. Landet kan på nuværende tidspunkt heller ikke efterkomme den voksende efterspørgsel på svinekød.

Mens de danske svinepriser rammer historisk lave tal, og Kina så småt er ved at komme sig over endnu en bølge af afrikansk svinepest, har det set noget anderledes ud i Mexico.

Den mexicanske svineproduktion forventes nemlig at vokse med tre procent i 2022 og dermed nå en rekordhøj produktion med en samlet svinebestand på 20,3 millioner grise.

Den voksende produktion skyldes en stigende efterspørgsel på mexicanskproduceret svinekød blandt den mexicanske befolkning. På nuværende tidspunkt kan landet ikke dække sin egen nationale efterspørgsel på svinekød, og forventningen er, at forbruget og efterspørgslen kun vil stige yderligere i 2022.

Efterspørger dansk ekspertise

Udviklingen i Mexico har skabt efterspørgsel på teknologier og løsninger, som kan være med til at sikre, at den hurtigt voksende svineindustri udvikler sig på en bæredygtig og socialt ansvarlig måde for både dyr, producenter og forbrugere. Dette behov for mere bæredygtige og miljøvenlige produktionsløsninger gælder både for de største mexicanske kødproducerende virksomheder såvel som for private svinebønder.

Blandt andet derfor arrangerede den danske ambassade i Mexico for nyligt et møde mellem 11 danske virksomheder og Mexicos største svinekødsproducent Bachoco. Her leverede virksomhederne teknologiske løsninger inden for svineproduktion som f.eks. avl og genetik, stalde, ventilation, fødevareforarbejdningsteknologi og biosikkerhed mod eksotiske sygdomme og antibiotikaresistens.

Mads Sejersen Vinther, sektorrådgiver for fødevarer og landbrug for den danske ambassade i Mexico, ser samarbejdet som en gylden mulighed for at være med til at præge udviklingen i den mexicanske svineproduktion med inspiration fra den danske metode.

- Det spændende er, at de mexicanske svineproducenter allerede kender Danmark for vores svineproduktion og den udvikling, som svineproduktionen i Danmark har været igennem de seneste mange år. Mexicanerne er meget interesserede i danske svineproducenters evne til at holde et lavt forbrug af antibiotika, effektiv sygdomsforebyggelse, en øget produktivitet og en produktion der tager store hensyn til miljøet, siger han i en pressemeddelelse.

Om Bachoco

Industrias Bachoco er den førende producent inden for mexicansk fjerkræindustri og en af de største fjerkræproducenter globalt set.

Bachoco har hovedsæde i Celaya, Guanajuato i det centrale Mexico. Dets vigtigste forretningsområder er kylling, æg, afbalanceret foder, svin samt værditilvækstprodukter fra kalkun og oksekød.

Bachoco ejer og administrerer mere end tusind faciliteter, organiseret i ni produktionskomplekser og 64 distributionscentre i Mexico, og et enkelt produktionskompleks i USA.

Virksomheden beskæftiger mere end 25.000 mennesker.

Et milliardmarked

Bachoco planlægger at investere 2 milliarder pesos (625 millioner kroner) i industrien over de næste fire år. Netop denne investering skaber gode vilkår for eksport af danske løsninger og ekspertise. Og spørger man Lars Steen Nielsen, er dette en oplagt mulighed for Danmark at understøtte en mere bæredygtig produktion i det sydamerikanske land.

- I forbindelse med vores tætte sektorprogram på landbrugs- og fødevareområdet med Mexico er det helt centralt for os at promovere og understøtte danske løsninger for at medvirke til at gøre den mexicanske svineproduktion mere bæredygtig, udtaler den danske ambassadør i Mexico, Lars Steen Nielsen.

Blandt virksomhederne som deltog i mødet med den mexicanske svineproducent var danske Danfoss, System Cleaners A/S, Metts, Frontmatec Kolding, FabricAir, Daniit, Breeders of Denmark, Blücher Metal, Skov A/S, Jeros og DanBred.

I næste uge ankommer en delegation fra Mexico til Danmark med interesse i at se nærmere på disse løsninger i fællesskab. Delegationen besøger blandt andet grisekongressen i Herning den 27. oktober.

Læs mere om Afrikansk svinepest

ASF er en virussygdom med høj dødelighed. Derfor er der stort fokus på effektiv smittebeskyttelse for at undgå et udbrud på dansk jord.

Læs mere her

Læs også