Fra 1. september 2024 bliver BreednCare Danmark den danske distributør for både Alta Genetics og Synetics, skriver BreednCare i en pressemeddelelse.
Alta Genetics er en ledende organisation inden for international kvægavl, og Synetics er en europæisk, førende kvægavlsforening for både malkekvæg, kødkvæg og geder.
BreednCare Danmark har over tyve års erfaring med levering til dansk mælkeproduktion og kvægavl.
Samarbejdet vil ifølge Arie Rombouts, indehaver af BreednCare Danmark, kunne betyde en mere komplet pakke af produkter og tjenester til danske landmænd, selvom der i det daglige ikke vil være de store ændringer.
- Hos BreednCare vil vi nemlig stadigvæk, med baggrund i vores kunders ønsker og vores kendskab til både den danske og den internationale kvægavl, fortsætte med at selektere de tyre, som passer bedst til den enkelte landmands besætning. At lave skræddersyede avlsplaner, tilpasset besætningens avlsmål, samt fortsat være partner til optimering af yversundheden og tilbyde reproduktionsløsninger af den bedste kvalitet, bliver der heller ikke lavet om på, siger Arie Rombouts og fortsætter:
- Med Alta Genetics og Synetics som nye samarbejdspartnere kan vi tilbyde topgenetik fra både den amerikanske og europæiske kilde.