Danish Pig Genetics fusionerer med international avlsvirksomhed

Danish Genetics og partnere fusionerer med avlsvirksomheden Hypor, som er en del af det globale multigenetikselskab Hendrix Genetics. Sammenlægningen af de to virksomheder skal være med til at indfri ambitioner om en styrket tilstedeværelse på det globale marked for svinegenetik.

Danish Pig Genetics P/S (angivet som Danish Genetics i resten af artiklen) blev etableret i 2018, og siden da har man markeret sig som en stærk aktør i svineavlsindustrien, der har leveret solide faglige og økonomiske resultater.

Virksomheden har senest lanceret et ambitiøst udviklingsprojekt, der ved hjælp af kunstig intelligens og kamerateknologi skal fremme dyrevelfærden yderligere.

Danish Genetics stopper dog ikke her. Nu er genetikselskabet klar til at tage hul på et nyt kapitel i virksomhedens udvikling gennem en fusion med avlsvirksomheden Hypor fra Holland.
Hypor er en del af den globale genetikvirksomhed, Hendrix Genetics, som arbejder med flere dyrearter og beskæftiger mere end 2.700 medarbejdere verden over.

I praksis foregår fusionen ved, at Hendrix Genetics overtager Danish Genetics, hvorefter partnerkredsen bag Danish Genetics geninvesterer i et nyetableret selskab. Efter fusionen vil Hendrix Genetics besidde majoriteten, mens Danish Genetics og partnerkredsen vil have en betydelig andel i den nyetablerede enhed.

Målet med fusionen er at forene virksomhedernes ressourcer og styrke positionen på det globale marked.

- Vi er meget begejstrede for at kunne løfte sløret for denne strategiske fusion, som vil skabe ét af verdens mest avancerede avlsfirmaer med ressourcer til at gå forrest i udviklingen af morgendagens svineavl. Gennem topmoderne forskning og teknologi samt to stærkt komplementære genetiske populationer kan vi skabe betydelig værdi for svineproducenter verden over, siger Mads Kring, medstifter af Danish Genetics, i en pressemeddelelse.

Han forklarer ligeledes, at den store mission og ambition fra starten har været at blive ét af de førende og mest effektive avlsselskaber på det globale marked og gøre svineavl til en bedre forretning for kunderne over hele verden.

- Det har vi arbejdet benhårdt for lige siden begyndelsen, og med den historiske fusion tager vi hul på det næste store kapitel og cementere, at vi også i fremtiden vil være en del af udviklingen af den globale genetiske branche indenfor svineavl, siger Mads Kring.

Om Hypor, Danish Genetics og Hendrix Genetics

Hypor er et globalt griseavlsfirma, der leverer innovative løsninger til producenter. Som et datterselskab af Hendrix Genetics er Hypor dedikeret til at levere kvalitetsprodukter, der forbedrer rentabiliteten og bæredygtigheden i driften. Hypor forhandler racerne Maxter, Magnus, Kanto, Libra, Landrace og Large White.

Danish Pig Genetics P/S er et griseavlsfirma med hovedkontor i Danmark, der gennem en international værdikæde driver genetisk salg i over 40 lande verden over. Danish Genetics' succes er baseret på mere end 100 års erfaring inden for genetik samt løbende innovation og datadrevet forskning og udvikling. Med en stærk dansk arv og årtiers selektiv avl og forskning tilbyder Danish Genetics nogle af verdens førende genetik, der gør det muligt for kunderne at producere højtydende kvalitetsgrise på den mest økonomiske og bæredygtige måde.

Hendrix Genetics er et førende genetikfirma, der arbejder med flere dyrearter, med primære aktiviteter inden for avl af svin, æglæggere, kalkuner, laks, ørreder, rejer, akvakultur og traditionel fjerkræavl. Hendrix Genetics leverer ekspertise og ressourcer til producenter af animalsk protein i over 100 lande, med aktiviteter og joint ventures i 25 lande og har mere end 2.700 medarbejdere. Hendrix Genetics ejes i fællesskab af dets grundlæggere, Thijs Hendrix og Antoon van den Berg, samt Paine Schwartz Partners.

Flere ressourcer til udvikling

Udover et godt værdimæssigt match mellem virksomhederne fremhæver Jan Gerber, adm. direktør hos Danish Genetics, også flere fordele ved fusionen. Han nævner blandt andet mulighederne for at kunne gennemføre større investeringer og et styrket globalt distributionsnetværk.

- Vi er meget begejstrede for at påbegynde denne rejse med Hypor og Hendrix Genetics i dette strategiske partnerskab. Vi deler et fælles engagement i innovation og dyrevelfærd, som vi har flere ressourcer til at forfølge i fællesskab gennem endnu større investeringer i genetisk udvikling. Samtidig vil vi få en udvidet produktportefølje, bedre anvendelse af nye teknologier samt et styrket globalt distributionsnetværk, der vil gøre det muligt for os at betjene vores kunder effektivt over hele verden, siger Danish Genetics-direktøren.

Mere end blot en udvidelse af kapaciteter

Fusionen skaber ikke kun glæde hos Danish Genetics. Hos Hendrix Genetics ser man fusionen som et naturligt led i sin strategi om at opbygge en stærk tilstedeværelse inden for de dyrearter, virksomheden arbejder med genetisk udvikling af.

- Dette skridt passer perfekt ind i vores Hendrix Genetics strategi, som er en multi-arts platform. Ved at integrere vores ressourcer med Danish Genetics kan vi udnytte vores samlede ekspertise og forsknings- og udviklingskapaciteter til at fremme innovation og levere værdi til vores kunder i svineindustrien. Sammen er vi klar til at sætte nye standarder for ydeevne og bæredygtighed inden for svinegenetik, siger Richard Maatman, adm. direktør i Hendrix Genetics.

Også hos Hypor er der glæde over fusionen.

- Partnerskabet med Danish Genetics betyder mere end blot en udvidelse af vores kapaciteter; det repræsenterer dannelsen af et strategisk partnerskab, der vil levere øget værdi til vores kunder og branchen. Ved at kombinere vores styrker og ekspertise vil vi stå bedre rustet til at udvikle innovative, bæredygtige løsninger, der imødekommer de voksende behov i den globale svinesektor, siger Raf Beeren, adm. direktør i Hypor.

Fusionen mellem Danish Genetics og Hypor forventes gennemført i 2025.

Læs også