Fald i omsætning på 90 mio.: Datterselskaber og tyske slagterier stopper væksten hos Danish Crown Beef

Der er slagtet flere kreaturer, og efterspørgslen på dansk oksekød har været god. Imidlertid har lavere bidrag fra tyske kreaturslagterier og underskud i datterselskaberne Scan-Hide og Nordic Spoor taget toppen af afregningen til de danske landmænd. Samtidig falder omsætningen med 90 millioner kroner.

Trods færre slagtninger af kreaturer i Danmark end året før, har Danish Crown Beef løftet antallet af slagtninger i Danmark med halvanden procent sammenlignet med regnskabsåret 2022/23. Samtidig er andelen af de samlede kreaturslagtninger i landet løftet fra 61,6 til 64 procent.

Det er sket i et år, hvor et stærkt samarbejde med den danske detailhandel og med en attraktiv eksport til Sydeuropa har sikret en stabil efterspørgsel på dansk oksekød. Omvendt har de to kreaturslagterier i Tyskland bidraget i mindre grad end året før, og datterselskaberne Scan-Hide og Nordic Spoor kom begge ud af året med underskud.

- Det har virkelig været et ujævnt år med mange bump på vejen. Derfor leverede vi ikke en afregning til andelsejerne på det niveau, som vi gerne ville. På den positive side er vi lykkedes med at styrke markedspositionen for dansk oksekød på vores hjemmemarked, men det er ikke nok til, at vi kan være tilfredse med regnskabet, siger Finn Klostermann, der er adm. direktør i Danish Crown Beef i en pressemeddelelse.

Sidste regnskabsår var det særligt introduktionen af Danish Crowns »Boost«-serie, der var med til en vækststigning på 35 procent i salget af mærkevarer.

Økonomisk tilbagegang

Omsætningen hos Danish Crown Beef er i det netop afsluttede regnskabsår faldet fra 5,99 milliarder kroner til 5,9 milliarder kroner svarende til 90 millioner eller en tilbagegang på 1,5 procent. Det afspejles i den gennemsnitlige afregningspris til andelsejerne, som går fra 31,17 kroner pr. kilo i regnskabsåret 2022/23 til 28,22 kroner pr. kilo det seneste år.

Modvinden for de to tyske kreaturslagterier bunder i en fortsat hård kamp om kreaturerne i Tyskland. Markedsandelen er i året imidlertid løftet fra ni til ti procent af de tyske slagtninger, men et øget fokus på dyrevelfærd i den tyske detailhandel har indsnævret marginerne på det tyske marked. Derfor er indtjeningen gået omkring 30 procent tilbage i forhold til året før.

I weekendens markedsanalyse fra Agrocura beskrev rådgivningsvirksomheden, hvordan lande som Tyskland, Holland og Italien oplever, at produktionen går tilbage. Her giver man stigende miljøkrav og manglende investeringslyst, skylden i produktionsfaldet. Samtidig forudser analytikerne, at denne udvikling vil fortsætte i 2025, og at dette vil være med til at give et stabilt højt marked for det næste år for dansk oksekød.

Hårdtramte datterselskaber

Den anden tunge på vægtskålen var imidlertid Danish Crown Beefs tilbagegang i huder-selskaberne Scan-Hide og Nordic Spoor.

Datterselskaberne har i regnskabsåret været ramt af den generelle afmatning i økonomien, som blandt andet skyldes, at forbrugerne er blevet mere tilbageholdende og forsigtige. Scan-Hide, der forarbejder og sælger kreaturhuder til læderproduktion, leverer indirekte til nogle af verdens store luksusbrands samt ikke mindst de største bilfabrikker i Europa, og Nordic Spoor sælger premium-læder til især møbelindustrien.

Begge har som en konsekvens af den økonomiske udvikling oplevet en svag efterspørgsel og faldende priser.

- Markedet for læder har virkelig været skidt, og det ses jo også tydeligt i regnskaberne for både de førende luksusbrands og de største bilfabrikanter. Derfor har vi både fået en lavere afregning for kreaturhuderne løbende og taget en nedskrivning i værdien af lageret i Scan-Hide, så selskabet kommer ud af året med et minus. Det ser dog ud til, at bunden er nået for hudepriserne, og vi har en klar forventning om, at begge selskaber tjener penge i 2024/25, siger Finn Klostermann.

Scan-Hide er ejet af Danish Crown samt JN Meat, der besidder en mindre ejerandel.

Tror på vækst igen

Bestyrelsen har i et år med relativt mange nedskrivninger i Danish Crown besluttet at foretage en udlodning til ejerne fra den ufordelte egenkapital til ejerne. Det betyder, at andelsejerne i Danish Crown Beef - udover den foreslåede restbetaling på 135 øre pr. kilo - får udbetalt 11 øre for alle kilo, der er leveret de seneste fem år.

- Det er et ganske pænt beløb, mange af vores ejere får udbetalt ekstra i år. Det viser værdien af at være leverandør til et andelsselskab. Når jeg ser fremad, så er jeg ikke i tvivl om, at vi vil styrke vores konkurrencekraft i det kommende år. Dels kommer vores egne selskaber til at præstere bedre, dels vil den spare- og effektiviseringsplan, der nu gennemføres i Danish Crowns kerneforretning, også være positiv for indtjeningen i Beef. Derfor tror jeg på fremgang i det kommende år, siger Karsten Willumsen, der er formand for Kreaturforum i Danish Crown Beef.

Danish Crown Beef har siden begyndelsen af det nye regnskabsår den 1. oktober hævet sin afregning med over to kroner i gennemsnit pr. kilo.

Læs også