Mere end 35 års historie forbi: Tidligere SPF-hovedkvarter skal huse hjemme- og sygepleje

SPF-Danmark flyttede for cirka et halvt år siden til det tidligere hovedkontor for Skare-koncernen. Nu har Danish Crown solgt SPF-bygningen til Vejen kommune

I foråret sidste år sluttede mere end 35 års historie for handelsfirmaet SPF-Danmark på Drejervej 7 i Vejen. Virksomheden, der blev etableret i 1971, flyttede nemlig fra sit hovedkvarter og flyttede i stedet ind i den nyeste del af hovedkontoret for den tidligere Skare-koncern.

Flytningen har samtidig betydet, at Danish Crown, der siden 2016 har ejet SPF-Danmark, har solgt bygningen på Drejervej til Vejen Kommune. Salget sætter dermed et endeligt punktum for SPF på Drejervej og for SPF-direktør Jens Kongensholm er det også vemodigt at tænke på.

- Vi har haft en rigtig god proces med vores ejendomsmægler og Vejen Kommune. Nu er vi blevet enige om betingelserne for en handel, og jeg er glad for, at der nu igen kommer aktivitet i bygningerne, siger direktøren i en pressemeddelelse.

Hos Vejen Kommune har man igennem 2023 og 2024 arbejdet på at få samlet hjemme- og sygeplejen under samme tag for at kunne afhjælpe de kapacitetsudfordringer, der opleves på området. Konkret er der tidligere arbejdet på to andre lokaliteter, som det ikke er lykkedes at komme i mål med.

- Det har været et større puslespil, vi skulle have på plads, og vi er glade for, at det nu er lykkes. Drejervej 7 har igennem mange år været hjemsted for virksomheden SPF. Virksomheden er flyttet til andre lokaler, som Danish Crown har i Vejen, så det er meget glædeligt, at de fortsat har til huse her, da det er en vigtig erhvervsvirksomhed i vores kommune, siger Frank Schmidt-Hansen, borgmester i Vejen Kommune.

Vejen Kommune overtager SPF-bygningen den 1. februar 2025.

Læs også