Mejerikoncernen Arla fortsætter sin omstilling væk fra gas og tager i første halvår af 2025 nye elektriske teknologier i brug på tre danske mejerier. Investeringerne skal sikre både CO₂-reduktion og fremtidssikring af produktionen.
Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, blev det tydeligt, hvor sårbar en afhængighed af gas kan være. For Arla blev det startskuddet til en accelereret grøn omstilling, og nu investerer mejeriselskabet yderligere i elektrificering.
De næste skridt er to nye varmepumper på mejerierne HOCO i Holstebro og AKAFA i Svenstrup samt en elektrisk elkedel på Danmark Protein i Videbæk. Samlet set vil de tre projekter reducere Arlas årlige CO2-udledning med 8.000 ton.
- Vi har forpligtet os til ambitiøse CO2-reduktionsmål, og elektrificering er en central del af løsningen, siger Mia Bredal Duus, direktør for bæredygtighed i Arlas forsyningskæde i en pressemeddelelse.
Elektrificeringen sker ikke kun med nye investeringer. Også ældre infrastruktur bliver opgraderet, blandt andet en varmepumpe i Esbjerg, der efter en renovering igen kører optimalt og sparer 2.400 ton CO2 om året.
Arla har de seneste år investeret over 500 millioner kroner i den grønne omstilling og forventer ved udgangen af 2026 at have reduceret sit gasforbrug med 24 procent.
Arla udvider samarbejde om grøn energi