Efter afsløringer af kritisable forhold i svinebranchen blev fødevareminister Jacob Jensen (V) onsdag kaldt i samråd for at redegøre for, hvordan dyrevelfærdsloven håndhæves. Ministeren anerkendte problemerne og foreslog at fordoble straffen i de groveste sager om dyremishandling. Oppositionen kritiserer dog, at de eksisterende regler ikke bliver håndhævet effektivt.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) var onsdag eftermiddag kaldt til samråd i Miljø- og Fødevareudvalget for at få en redegørelse om forholdene i den danske svineindustri.
Baggrunden for samrådet var de afsløringer fra Fødevarestyrelsens egen video- og fotodokumentation, som via aktindsigter blev offentliggjort og vist i TV2-dokumentaren »Hvem passer på grisene?«.