I år kan den adm. direktør i DLG-koncernen, Kristian Hundebøll, fejre 10 år på topposten. Det har været et årti med stor udvikling og ekspansion, men med transparens, og med andelshavernes interesser for øjet har han nu været med til at klargøre koncernen til at »skabe fremtiden« for og med dansk landbrug.
På Ballesvej 2 i Fredericia ligger Aksen. Efter 50 år i hjertet af København på Axelborg rykkede DLG i 2020 tættere på sine kernekunder og andelshavere i det danske landbrug.
I hjørnekontoret øverst i det moderne kontorkompleks finder man koncernchefen Kristian Hundebøll. Med udsigt til Lillebæltsbroen såvel som virksomhedens aktiviteter på havnen i Fredericia kan den adm. direktør kigge ud på en sund virksomhed, der de seneste år har kunne melde rekordresultat efter rekordresultat.